Susan-sagen dag for dag

Fredag den 29. maj 1998:
Den tiårige Susan Rasch Ibsen, fra Brøndby Strand, forsvinder sporløst. Hun er ved 20-tiden taget hjemmefra for at sælge lodsedler til et lotteri fra sin skole.

Lørdag den 30. maj:
Politifolk, hunde, helikoptere og frømænd indleder en intens eftersøgning i området.

Torsdag den 4. juni 1998:
En ny eftersøgning med hunde giver ikke resultat. Indvandrere og etniske grupper i området opfordres til at hjælpe politiet. Politiet offentliggør endvidere en vidneforklaring fra en kioskejer, der ved 21-tiden fredag den 29. maj havde besøg af Susan og en anden (ukendt) pige i sin kiosk. Pigerne købte chips i kiosken, og pigen, som Susan fulgtes med, hilste på en voksen kvinde. De to vidner - pigen og kvinden - er stadig ikke fundet.

Fredag den 5. juni 1998:
Susans lig findes i et aflåst kælderrum under Tranumparken 32 - 70 meter fra hendes hjem. Liget bliver fundet da en beboer undrer sig over lugten fra kælderrummet, og kontakter politiet.

Lørdag den 6. juni 1998:
En obduktion viser, at Susan blev offer for en sexmorder. Retsmedicinerne finder spor af sæd på hendes lig, og teknikerne finder blodspor, der går fra kælderen, op ad en trappe og ender ved en stuelejlighed.

Mandag den 8. juni 1998:
Det bekræftes, af retsmedicinerne, at blodsporene på trappen stammer fra Susan.

Tirsdag den 9. juni 1998:
Beboeren i stuelejligheden sigtes og anholdes kl. 14.03. Han nægter at give blod til en DNA-test.

Onsdag den 10. juni 1998:
Beboeren - en 50-årig mand - nægter sig skyldig. Han varetægtsfængsles herefter i to uger.

Torsdag den 11. juni 1998:
Susan Rasch Ibsen begraves. Flere hundrede mennesker møder op i Brøndby Strand Kirke for at vise deres medfølelse og sympati.

Fredag den 12. juni 1998:
Det første forsøg på at lave en DNA-test mislykkes for retsmedicinerne.

Søndag den 14. juni 1998:
Ved hjælp af nye detaljer fra kioskejeren om signalementet på den ukendte kvinde, forsøger politiet igen at finde vidnerne fra kiosken.

Mandag den 15. juni 1998:
Det andet forsøg på at lave en DNA-test mislykkes også for retsmedicinerne. Politiet må endnu engang vente.

Tirsdag den 16. juni 1998:
Retsmedicinerne fastslår, at de blodspor, der blev fundet i den 50-årige beboers lejlighed, ikke stammer fra Susan.

Fredag den 19. juni 1998:
Den tredje DNA-test bekræfter, at den sæd, der blev fundet på Susans lig, med stor sikkerhed stammer fra den sigtede mand. Manden tilstår, da politiet konfronterer ham med resultatet af DNA-testen, men siger, at han intet kan huske.

Onsdag den 19. august 1998:
Den sigtede trækker nu sin tilståelse tilbage med henvisning til, at han intet kan huske. Han accepterer sin varetægtsfængsling uden at blive stillet for en dommer, og vil i det efterfølgende blive mentalundersøgt.

Torsdag den 25. marts 1999:
Politiet overdrager sagen til statsadvokat Erik Merlung. I sagen indgår 14 DNA-prøver, der med sandsynlighed på en til flere millioner peger på den 50-årige mand, der sidder varetægtsfængslet for mordet.

Fredag den 23. april 1999:
Statsadvokaten rejser tiltale mod den nu 51-årige mand for drabet på Susan. Anklageskriften indeholder, foruden drab, tiltale for usømmelig omgang med lig, da næsten alle skaderne på Susan blev påført hende efter hendes død. Fordi sagen er så speciel, i og med der stort set kun indgår såkaldte genetiske fingeraftryk, får mandens forsvarer, Thorkild Høyer, 10.000 kroner til DNA-ekspertbistand.

Mandag den 27. september 1999:
Den 51-årige drabstiltalte hyrer forsvarsadvokat nummer tre. Det er Morten Wagner fra Viborg, som blandt andet er landskendt for den legendariske frifindelse i Pedal-Ove-sagen. Den første forsvarsadvokat var Hans Henrik Gamborg, som havde sagen i nogle måneder. Herefter hyrede den tiltalte stjerneadvokaten Thorkild Høyer, men denne fik job som direktør for Kirkernes Internationale Nødhjælpsorganisation.

Mandag den 7. februar 2000:
Retssagen mod Susans formodede morder indledes. Problemer med skiftende forsvarsadvokater har trukket sagen i langdrag. Dømmes manden, vil der blive skrevet retshistorie i Danmark. Susan-sagen er nemlig den første af sin art herhjemme, hvor politiet alene baserer sig på biologiske og tekniske spor. Den sigtede nægter sig skyldig og politiet har ingen vidner eller noget gerningssted.

K i l d e :   D R  N y h e d e r  R e s e a r c h