DR nyheder - forside





Kontakt nyhedsredaktionerne

Et stærkt kort bliver indenrigs-minister
Karen Jespersen. 53 år. Cand. mag. i historie og arkæologi. Tidligere ansat ved dagbladet Information som politisk reporter og på Danmarks Radio. Socialminister i to omgange, senest fra september 1994.


Statsministeren løser to problemer på en gang ved at flytte Karen Jespersen fra Socialministeriet til Indenrigsministeriet. Han lægger låg på en ulmende strid, og han får en erfaren og populær politiker sat på en arbejdsopgave, der er afgørende for regeringens overlevelseschancer.

Som socialminister er Karen Jespersen blevet en institution. Hun gjorde sit indtog i ministeriet, da Nyrup kom til magten i februar 1993, og nåede at blive så populær, at det vakte hovedrysten, da hun året efter måtte vige pladsen, fordi statsministeren valgte at række en hjælpende hånd til CD ved at give partiet ministerposten. Hun demonstrerede loyalitet over for partilederen og skjulte sin skuffelse. Derfor blev pausen kortvarig, og efter valget i 1994 genindtog hun taburetten.

På denne post har hun lige siden været et af regeringens stærke kort. Karen Jespersen er en skarp og velformuleret debattør med socialt engagement og gode forbindelser til interesseorganisationerne, og netop her har kimen vist sig til et slagsmål, der kunne rive regeringen i stykker, hvis det fik
lov at udvikle sig.

Problemet er opstået i forhold til den regeringskollega, der - næst efter Nyrup - har størst magt. Finansminister Mogens Lykketoft (S) indgik sidste sommer en aftale med kommunerne og amterne om en ny fordeling af deres udgifter til sociale institutioner, så de hver især skal betale udgifterne til de institutioner, de trækker på. I forhandlingerne om finansloven sikrede han sig i november politisk rygdækning for aftalen hos de Konservative og CD.

Men Karen Jespersen, der i forvejen havde et godt øje til finansministerens skarpslebne sparekniv, var ikke begejstret, og i en høringsrunde har de sociale interesseorganisationer kritiseret ordningen i kraftige vendinger. De frygter
kommunalpolitikernes sparekniv. Så voldsomme var protesterne også internt i Socialdemokratiet, at sagen er sendt til genovervejelse i ordførerkredsen - ledsaget af højlydte advarsler fra kommunerne og amterne mod at pille ved aftalen.

Med regeringsrokaden er den ene af de to parter i et ulmende slagsmål mellem to stærke ministre flyttet til andre opgaver, og Poul Nyrup Rasmussen har samtidig sikret sig en indenrigsminister med anerkendt socialt sindelag og
dokumenterede evner til at skaffe flertal for sine ting. Det bliver vigtigt i forårets forhandlinger om regeringens udlændingepakke.

Karen Jespersen, der nu er 53 år, har en fortid som uddannet cand.mag. i historie og arkæologi. Hun fik kontakt med journalistikken som redaktør for 14 dages bladet Politisk Revy i 1974-1977, og som politisk reporter på Information og TV-Avisen fik hun siden ry som hårdtslående journalist med tilnavnet `The Smiling Killer` - den smilende dræber.

I 1989 skiftede hun spor og blev opstillet til Folketinget i Amagerkredsen. Året efter blev hun valgt til Folketinget, og hun har siden været en af Socialdemokratiets stemmeslugere i Københavns Amt.

Privat er hun gift med Ralf Pittelkow, der er fast politisk kommentator i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Se også Karen Jespersens hjemmeside