DR nyheder - forside





Kontakt nyhedsredaktionerne

"Fru Kludremikkelsen"  er stadig med
Sonja Mikkelsen. 44 år. Uddannet i økonomi fra handelshøjskolen og universitetet i Århus. Kom i Folketinget i 1981. Forsknings- og IT-politisk ordfører fra 1993. Trafikminister siden 1998.

Trafikministre har i mange år været vant til, at de har fået en enkeltbillet til øretævernes banegård. Det giver ballade at skulle fordele penge til Danmarks broer, veje, jernbaner og cykelstier.

Sonja Mikkelsen har da også fået sig tilnavnet "Fru Kludremikkelsen", og da hun i 1998 overraskende blev udnævnt til ny trafikminister, fik hun lynhurtigt skaffet sig ekstra bøvl.

Hun lagde sig nemlig ud med Venstres og Konservatives trafikordførere, Svend Heiselberg og Kaj Ikast, fordi hun brød en mangeårig tradition og begyndte at føre trafikpolitik med venstrefløjen i stedet for med de store borgerlige partier. Her kunne hun nemlig skaffe flertal for den lidt grønnere linie, hun stod for.

Men de to erfarne borgerlige politikere følte, at hun på arrogant vis havde taget noget hævdvundent fra dem, og derfor fjernede de det politiske sikkerhedsnet, som politiske forligspartnere normalt spænder ud for hinanden.

Det var tæt på at være fatalt for Sonja Mikkelsen, for V og K brugte enhver tænkelig lejlighed til at lave Christiansborg-politisk ballade på området. Og chancen var der ofte, for Sonja Mikkelsen overtog et ministerium med adskillige lurende problemer:

Københavns metro overskred budgetterne, Combus var på vej ud i et krak, den nye struktur for DSB og Banestyrelsen var fyldt med fælder, udbygningsplanerne for København-Ringsted-banen gav ballade, og opgøret om en Femer-forbindelse lurede konstant under overfladen.

Under finanslovsforhandlingerne sidste år udvandrede V og K så, under stor ståhej. Venstrefløjen var derimod begejstret over nu at sidde tilbage i varmen. Men det smuttede for ministeren, da Radioavisen så en morgen - i forbindelse med et interview med SFs trafikordfører Margrethe Auken - udbasunerede, at de kommende års renoveringer og udbygninger på jernbaneområdet skulle finansieres med et hav af grønne afgifter. Noget, som kun var på skitseplan, så nu pludselig ud til at være vedtaget, og sammen med balladen om dielseafgiften var det med til at skubbe de små borgerlige partier væk fra trafikministeren.

Og regeringens top rynkede på næsen. Dén ballade endte med, at forhandlingerne blev flyttet væk fra trafikministerens bord og over i Mogens Lykketofts (S) finansministerium.

Den 45-årige Sonja Mikkelsen har været dømt ude som minister mange gange af både politikere og medier. Foreløbig har hun dog reddet skindet, eftersom statsministeren nu har placeret hende i et andet ministerium, nemlig Sundhedsministeriet.

Det kan dog også vise sig at blive en uriaspost: Alle er utilfredse med hospitaler og sundhedsvæsen, og den vrede går ud over ministeren. Men sundhedsministeren er næsten magtesløs, fordi det i virkeligheden er amterne, som driver hospitalerne og styrer pengestrømmen. Så fred har Sonja Mikkelsen ikke fået.

Se også Sonja Mikkelsens hjemmeside