Ulykken på Roskilde Festival den 30. juni, som kostede ni unge mænd livet, skyldtes et sammentræf af uheldige omstændigheder, konkluderer Roskilde Politi. Både vejret, luftforholdene og lyden er skyld i ulykken, men publikums adfærd menes at være den væsentligste årsag til at det gik så galt.
Men festival-ledelsen på Roskilde Festival bliver også udsat for kritik. Ulykkens omfang skyldes en langsom erkendelse af, hvor alvorlig situationen var og tvivl om kommandoforhold og meldeveje. Samtidig var det en stor beslutning at stoppe musikken. Endelig har det også haft betydning, at der gik lang tid, før publikum efter at koncerten var blevet stoppet og trak sig tilbage.
Politiet har i forbindelse med redegørelsen afhørt festivalgæster og -vagter samt andre personer, som var tilknyttet festivalen og festival-ledelsen. I alt er 977 personer blevet afhørt. Og politiet skønner på den baggrund, at der ikke er grundlag "for at indlede strafferetslig efterforskning".
Desuden har ulykken betydet, at en arbejdsgruppe under Kultur- og Justitsministeriet anbefaler, at festivalarrangørerne i Danmark fremover skal udarbejde en detaljeret, skriftlig risikovurdering, før de kan få lov til at afholde festivaler.