 |
Danske politikere har ikke i nyere tid været ude for direkte attentater.
Konseilspræsident Jacob Brønnum Scavenius Estrup var i 1885 udsat for et mordforsøg, som han dog overlevede. Det fandt sted på Esplanaden i København, hvor en pistolkugle ramte en knap i hans jakke og ændrede retning.
I 1930 blev forsøgte en mand fra tilhørerpladserne i Folketinget at skyde K. K. Steincke, der sto0d på tingets talerstol. En folketingsbetjent nåede at gribe mandens arm og tvinge ham til at skyde i loftet.
I nyere tid har der dog været utallige episoder, hvor æg, tomater eller andet er blevet kastet mod danske politikere.
Her er en række eksempler fra de senere år:
18. marts 2003: Aktivister fra Globale Rødder sprøjter maling på statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn, hvor de to politikere har orienteret om Danmarks deltagelse i Irakkrigen.
11. december 2002 Et kraftigt kanonslag kastes ind i entreen og en kraftig eksplosion høres hos Næstveds borgmester, Henning Jensen (S), mens han og hans kone sover på førstesalen. Hoveddøren bliver revet af hængslerne.
21. januar 2002: Statsminister Anders Fogh Rasmussen besøger Kirkens Korshærs varmestue i Stengade på Nørrebro, hvor han vil overdrage en check til det sociale arbejde. En gruppe unge protesterer mod besøget og gaven, og en af dem smider et æg i hovedet på statsministeren.
20. november 2001: Den 22-årige aktivist Rune Eltard-Sørensen sprøjter ketchup på Farums tidligere borgmester Peter Brixtofte (V) på kommunalvalgaftenen i Farum.
10. juni 2001: En synligt forskrækket Pia Kjærsgaard (DF) må forlade det danske årsmøde i Flensborg under politibeskyttelse. En flok på 20 unge fra bevægelsen "Antifascistisk Aktion" i Flensborg går med deres skilte og bannere så tæt på Pia Kjærsgaard, at der opstår voldsom tumult og dermed fare for hendes sikkerhed.
24. marts 1998: Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, skal deltage i et direkte radioindslag, sendt fra Griffenfeldsgade på Nørrebro i København. Men så snart hun ankommer til stedet for at mødes med radiojournalisten, bliver hun angrebet og må søge tilflugt i en bank, mens gerningsmændene smider maling og sten mod facaden. Først da Københavns Politi har mobiliseret en større styrke, lykkes det at undsætte hende.
1995-1998: Flere amtspolitikere i det sydjyske udsættes for brandattentater, hvor deres hjem bliver forsøgt sat i brand. Blandt ofrene er amtsborgmester Laurits Tørnæs (V) og hans hustru, der i oktober 1998 må evakueres af politi og brandfolk, efter at der er sat ild til stuen. Esbjergs borgmester Johnny Søttrup får sin kælder fyldt med vand og andre politikere og embedsmænd i området udsættes for telefon- og brevtrusler, ødelagte bildæk og lignende hærværk. Bølgen af hærværk og trusler starter under Ribus-konflikten i 1995 og fortsætter efter en amtsrådsbeslutning om at lukke Ribe Sygehus nogle år senere.
4. maj 1985: Under en 4. maj-tale på Rådhuspladsen i København i 1985 bliver tidligere statsminister Poul Schlüter overdænget med æg i en grad, så han til sidst må søge ly bag politiets skjolde. Anledningen til talen er 40-året for Danmarks befrielse.
1980erne: Mogens Glistrup indkasserer i en årrække forskellig kasteskyts, når han stiller sig op og taler ved 1. maj-møder i Fælledparken i København.
|
 |
 | |