Fælles EU-lovgivning – ide og metode

EU kan vedtage direktiver og forordninger, der binder medlemslandene og deres borgere på samme måde som nationale love. Alligevel ligner EU med sin kommission, sit parlament, sit ministerråd og sin domstol ikke de demokratiske institutioner, danskerne er fortrolige med. Det nytter heller ikke at se til USA, Tyskland eller andre forbundsstater, for EU er heller ikke en føderal stat, som amerikanere eller tyskere kender den fra deres land.

EU bygger i modsætning til medlemslandene ikke på en forfatning eller en grundlov, der klart beskriver rettigheder og pligter for borgere og myndigheder. Til gengæld bygger EU på en ide og et fælles sæt af værdier.

Idéen

Det er et grundlæggende princip i EU, at de enkelte medlemslande afgiver suverænitet og selvstændighed for at kunne træffe beslutninger i fællesskab.

Historisk set er det rækken af ødelæggende krige mellem Frankrig og Tyskland, der har fået de to lande til at stille spørgsmålstegn ved troen på suveræniteten som en uomtvistelig fordel for det enkelte land. 

Efter anden verdenskrig udarbejdede franskmanden Jean Monnet den såkaldte Schumann-plan, hvor grundtanken var, at de to store lande afgav national suverænitet over produktionen af kul og stål. I stedet skulle de to lande i fællesskab træffe beslutninger i et nyt overnationalt råd. Både Frankrig og (Vest)Tyskland tilsluttede sig ideen og ønskede, at en kommende kul- og stålunion skulle bygge på princippet om afgivelse af suverænitet. Sammen med Holland, Belgien, Luxembourg og Italien dannede de to lande Kul og Stålunionen i 1951, forløberen for det nuværende EU.

Når først et land har sagt ja til traktaterne og overdraget suverænitet til fællesskabet, så erstatter den fælles lovgivning på traktatens område den nationale lovgivning. På samme måde må de nationale domstole rette sig efter EF-domstolens afgørelser på disse områder.

Tilbage

Miljøgarantien – en undtagelse

Det lyder måske ikke så overraskende, at medlemslandene ikke længere selv kan træffe afgørelser, når de først har overdraget suverænitet på et område til EU.

Ikke desto mindre har de fleste danskere troet, at EU’s såkaldte miljøgaranti gav Danmark en særlig ret til selv at fastsætte andre miljøstandarder end de fælles europæiske. Udenrigsministeriet udarbejdede i 1986 et notat om miljøgarantien, der understøtter denne opfattelse. Vi ved nu, at Danmark kun kan fastsætte særlige regler, hvis de godkendes af EU-kommissionen og i sidste ende af EF-domstolen.

Miljøgarantien indgår i EU’s regulering af det indre marked som i Danmark blev vedtaget ved folkeafstemningen i 1986. Danmark, Holland, Sverige og Tyskland har som de eneste EU-lande indtil nu anvendt miljøgarantien i alt 10 gange. I foråret 1999 godkendte EU-kommissionen 7 af de 10 undtagelser. Danmark kan fortsat stoppe anvendelsen af træbeskyttelsesmidlerne PCP og creosot, men må tillade øget anvendelse af tilsætningsstofferne nitrat, nitrit og sulfit i mad.

Forløbet viser, at de nationale særregler kun har gyldighed, hvis EU-kommissionen anerkender dem. Der er ingen tvivl, når et land først har overdraget suverænitet til EU-kommissionen, fanger bordet.

Tilbage

Fælles lovgivning eller fleksibilitet

EU bygger som de nationale retssystemer på, at al lovgivning skal gælde på samme måde i alle lande. Det princip bryder de fire danske undtagelser med. De slår fast, at Danmark ikke deltager i

  • EU-samarbejde om forsvar
  • i et overstatsligt EU-samarbejde om retspolitik
  • i overstatsligt EU-samarbejde om den fælles mønt, euroen
  • opbygningen af et EU-borgerskab til erstatning for det nationale borgerskab

De fire undtagelser blev vedtaget ved folkeafstemningen i 1993 og den ene, undtagelsen om den fælles mønt, blev bekræftet ved folkeafstemningen i september 2000.

Dermed er kimen lagt til en formaliseret opdeling af EU i en kerne og en periferi. Det er mest tydeligt på det økonomiske og monetære område. Her står Danmark, Storbritannien og Sverige alle uden for Den Økonomiske og Monetære Union, mens 12 EU-lande deltager. Også EU’s retspolitiske samarbejde er præget af stor fleksibilitet. Igen har Danmark her en undtagelse, men heller ikke Storbritannien og Irland deltager ikke i den overstatslige del af samarbejdet omkring asylpolitik og retspolitik.

På den måde har EU-samarbejdet udviklet en vis fleksibilitet, hvor enkelte lande står udenfor dele af EU-samarbejdet. Amsterdam-traktaten, der trådte i kraft i maj 1999 går et skridt videre og fastsætter nøje regler for, hvordan en kerne af lande kan udvikle samarbejdet på mere afgrænsede områder, hvor et eller flere lande ikke ønsker lovgivning. Tilbage