10 myter om lyn: Hvad du for guds skyld (ikke) skal gøre, når det buldrer og brager

DMI's lyn-orakel guider dig igennem junglen af lyn-myter.

Uvejr over Danmark. Skyerne trækker sammen over København og lyn spiller i horisonten. (Foto: martin sylvest andersen © Scanpix)

Sommeren er over os - dermed er det også højsæson for et ordentligt brag af et tordenvejr med skybrud og lynnedslag.

Med lunere temperaturer følger nemlig en høj luftfugtighed, og det er de bedste betingelser for et gedigent tordenskrald, som det mange danskere oplevede i aftes med op mod 3-4.000 lyn.

Men hvordan er det nu, du bedst forholder dig, når det pludseligt buldrer og brager?

DR Nyheder har allieret sig med seniorklimatolog ved Danmarks Meteorologiske Institut John Cappelen og bedt ham svare på, hvilke myter der holder vand, og hvilke der ikke gør.

1

Det sikreste sted at være under et tordenvejr er i en bil

Sandt. Det sted, du er allermest sikker under et tordenvejr, er enten i en bil eller indendørs, så længe du ikke står og læner dig op ad en radiator for at kunne se det spektakulære skue udenfor.

En bil fungerer som et bur af metal. Hvis lynet slår ned i sådan et metalbur, så vil det løbe uden på metalburet og ikke ind i metalburet.

Så hvis du lukker døre og vinduer og ikke rører ved noget elektrisk, så er bilen et meget sikkert sted.

2

Du må ikke søge ly under et træ under et tordenvejr

Sandt. Hvis man søger ly under et træ, specielt et træ, der står alene, bliver man måske ikke våd af regnen, til gengæld udsætter man sig selv for en forhøjet risiko for at blive ramt af lynet.

Lynet vil gerne slå ned i noget, der rager op – det vil sige træer, tårne og master, og lynet kan så springe fra træets grene eller løbe langs træets rødder igennem dig.

Så det er ikke smart at søge ly under et træ.

3

Et lyn kan ikke slå ned samme sted to gange

Falsk. Et lyn kan faktisk godt slå ned flere gange gennem samme lynkanal fra sky til jord. Det vil dog gå så stærkt, at man ikke vil kunne nå at opfatte det.

4

Du må ikke slå en paraply op, når det tordner og lyner

Sandt. Alt, der rager op, har en forhøjet sandsynlighed for at blive ramt, hvis man er i nærheden af lynet, og det gælder også en paraply.

Det kommer selvfølgelig an på, hvor du står, når du slår paraplyen op – du skal jo være i nærheden af den lynkanal, som bliver opbygget under skyen og går ned til jorden, hvor lynet slår igennem.

Man taler om en kritisk radius, som er cirka et hundrede meter. Men det er klart, at står du imellem en masse høje huse, så er der mange andre ting, der rager op.

5

Vil du undgå, at lynet slår ned i dit hus, skal du hive stikket ud på dine elektriske apparater

Falsk. Det er en smart ide, for hvis lynet slår ned, vil lynstrømmen gerne løbe langs de elektriske installationer eller langs med dine vvs-installationer.

Så hvis du ikke vil have, at dine apparater brænder sammen ved et lynnedslag, er det en god ide at hive dem ud af el-nettet.

Men i forhold til at få stød gør det ingen forskel. Der handler det blot om at holde fingrene fra de elektriske apparater.

6

Står du i et fladt område, så læg dig ned på jorden

Falsk. Hvis du befinder dig i et område, hvor du ikke kan søge ly i et hus eller en bil, så gælder det om at gøre sig så lille som muligt og ikke rage op i terrænet.

Det gode råd er derfor at sætte sig ned på hug og gøre sig så lille som mulig, mens man har den mindst mulige berøringsflade med jorden.

Så lad være med at lægge dig ned, for hvis lynet slår ned i nærheden af dig, så kan strømmen løbe langs med jorden og igennem dig. Og jo større berøringsflade du har med jorden, jo mere strøm vil der kunne løbe igennem dig.

I øvrigt er det også smart at lade regnen gøre dig våd. For hvis du får noget strøm igennem dig, kan det løbe ude på den våde overflade og ikke ind i dig.

7

Tag cyklen i tordenvejret, for cyklens gummihjul afleder et lynnedslag

Falsk. Når du sidder i en bil, er det bilens metalbur og ikke gummihjulene, der beskytter dig.

En cykel er måske også lavet af metal, men du sidder ovenpå det. Der er ikke noget, der beskytter dig, og gummidækkene har ingen betydning – så det har også en risiko at cykle i tordenvejr.

8

Hold dig fra telefonen og tv'et, hvis det lyner udenfor

Sandt/falsk. Vi er nødt til at adskille de to. Slår lynet ned i dit tv, brænder det sammen – men det er jo ikke farligt for dig.

Altså det er selvfølgeligt farligt for dig, hvis lynet slår ned i dit hus, og der går ild i de elektriske installationer, og det skaber brand. Men det er ikke farligt på dén måde.

Taler du omvendt i en fastnettelefon, hvis du da stadig har sådan en, så står du jo med en elektrisk direkte ledende genstand i hånden. Det burde derfor heller ikke være farligt at tale i mobiltelefon, da den jo ikke er forbundet med noget som helst.

9

Det er livsfarligt at bade eller sejle, hvis det tordner og lyner

Sandt. Det kan være farligt, men der er ikke større risiko for at blive ramt på vand end på land.

Uanset hvor du er – på vandet eller på stranden – er det farligt, fordi du er det højeste punkt. Så det gælder om at komme ind på land og gøre sig så lille som muligt.

10

Du kan måle afstanden til lynet ved at tælle sekunder mellem lyn og tordenskraldet

Sandt. Der er en tidsforskel mellem, at du ser lysglimtet, og du hører tordenen. Det skyldes, at lyset bevæger sig hurtigere end lyden.

Hvis du tæller, fra du ser glimtet, til du hører tordenen, vil lynet være en kilometer væk per tre sekunder.

Men du skal sige det langsomt. Det plejer at passe med at tælle ”en kasse øl, to kasser øl, tre kasser øl” – det svarer til tre langsomme sekunder.

Facebook
Twitter