10 råd: Sådan kan du undgå influenza

Influenzasæsonen er over os. Flere tusinde danskere ligger lige nu syge, men med nogle relativt simple råd kan du minimere smitterisikoen.

Influenzasæsonen er over os. Flere tusinde danskere ligger lige nu syge, men med nogle relativt simple råd kan du minimere smitterisikoen. (© Scanpix)

Influenza er en akut virusinfektion, som kan ramme alle mennesker - lige nu ligger flere tusinde danskere syge - og torsdag vil Statens Serum Institut så offentliggøre, om man mener der er tale om en decideret epidemi eller ej.

Dr.dk giver her 10 råd til, hvordan man kan mindske smitterisikoen ved den irriterende sygdom:

1. Vask hænder ofte

Når du rører ved ting eller andre mennesker, kan du blive smittet. Derfor bør du vaske hænder oftere end blot ved toiletbesøg.

2. Undgå andres host og nys

En influenza-ramt kan smitte via et host eller et nys - og du er i "farezonen", hvis du befinder dig inden for en meter af en smittet.

3. Brug håndsprit til at fjerne bakterier

Afsprit overflader før og efter brug, for eksempel telefonen eller fjernbetjeningen.

4. Få D-vitamin

Suppler eventuel kosten med et dagligt tilskud på 20-25 mikrogram. D-vitamin styrker immunforsvaret. Du kan desuden selv spise dig til noget ekstra D-vitamin ved at spise mange fede fisk som laks, makrel og helleflynder.

5. Hold nallerne væk

Sygdommen bliver spredt, hvis du får viruspartikler på hænderne og derefter rører ved øjne, næse eller mund

6. Nys i ærmet

Brug et lommetørklæde eller dit ærme, når du skal nyse - så undgår du at sprede bakterierne ud over personerne i din umiddelbare nærhed.

7. Drop kysset

Direkte kontakt er ikke smart, hvis du vil undgå influenza - så undgå kys - også kindkysset.

8. Drik vand

Når du er velhydreret, bliver slimhinderne i næsen mere fugtige og fanger virus, inden de gør skade. Det er særlig vigtigt at få rigeligt væske i tør luft, for eksempel kontormiljøer, som kan have tendens til at udtørre slimhinderne.

9. Motion og sund kost

Det handler om at få styrket sit immunforsvar. Derfor er det en rigtig god ide at undgå for meget usundt mad og sørge for at få daglig motion.

10. Bliv vaccineret

For personer over 65 år, personer med visse kroniske sygdomme samt svært overvægtige personer og gravide i 2. og 3. trimester anbefaler Sundhedsstyrelsen vaccination mod sæsoninfluenza.

Kilde: Sundhed.dk, Læge Jerk W. Langer, Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut

Facebook
Twitter