10 råd til god busopførsel: Læg smartphonen væk og sig hej til chaufføren

En trafiksociolog guider til, hvordan man skal opføre sig i bussen, tog og metro.

Danskerne er dårlige til at køre i bus. Vi klumper os sammen i dørene i stedet for at gå helt ind i bussen, og folk er for langsomme til at komme ind og ud af busserne. Sådan lyder det fra hovedstadens Movia og Aarhus Sporveje.

Derfor har dr.dk spurgt trafiksociolog Anette Jerup Jørgensen om, hvordan vi skal opføre os i bussen og i toget. Trafiksociologen har følgende 10 råd til passagerne:

1) Sig pænt goddag til buschaufføren, når du går ind i bussen.

2) Vis særlige hensyn til særlige grupper. Lad ældre og personer med handicap komme ind foran dig, når du står på bussen, og giv dem plads inde i bussen.

3) Vær opmærksom på dine medpassagerer. Vi har en tendens til at begrave os i smartphones, men vær opmærksom på dine medpassagerer. For rundt om dig signalerer andre passagerer med deres kropssprog, om de eksempelvis vil forbi dig.

4) Tryk stop i god tid og rejs dig op og gør klar til at stå af, inden bussen holder stille, for det kan skabe irritation, hvis folk er for langsomme. Så risikerer den, der skal at blive desperat, og det kan godt skabe irritation.

5) Sørg for at trække tilbage i bussen. Hold øje med, hvor mange der kommer ind. Også her er der nogle særlige grupper, man kan vise hensyn. Kommer der en dårligt gående kan man rejse sig og hjælper vedkommende.

6) Sæt dig så vidt muligt på et sæde, hvor der ikke sidder andre.

7) Inden man begynder at småsludre med den person, man sidder ved siden af, skal man lige lure, om vedkommende er åben for en snak. Ellers overskrider man igen en intimgrænse.

8) Det er vigtigt kun at fylde ét sæde og ikke placere tasker og indkøbsposer ved siden af sig, for det sender et afvisende signal. Man tager sin taske op til sig i stedet for.

9) På rulletrapper kan man også mærke reaktioner fra folk, hvis nogen står for tæt på rulletrappen.

10) Hvis der er trængt i bussen, og man står tæt, skal man have tålmodighed med sine medpassagerer.

Kilde: Trafiksociolog Anette Jerup Jørgensen

Facebook
Twitter