En simpel test, hvor rygpatienter får en række spørgsmål af deres læge, kan spare samfundet for millioner af kroner. Testen kan nemlig sørge for, at patienter kan undgå lange og mange sygedage derhjemme.
Manden bag testen, som netop er blevet offentliggjort i det internationale tidsskrift Spine, er læge Robert Pind fra Bjerringbro.
- Testen går ud på at stille patienterne 10 forskellige spørgsmål og ud fra det finde ud af, hvor mange point de får. Når tallene er lagt sammen, kan lægen se, om det er nødvendigt at de bliver sygemeldte, om de blot skal sygemeldes et par uger eller slet ikke, siger Robert Pind til DR Midt & Vest.
Vi har for mange unødvendige sygedage
Ifølge Robert Pind behøver vi ikke være sygemeldte så længe, som vi tror.
- Ved at bruge testen kan vi være med til at afskaffe en del unødvendige undersøgelser og behandlinger, siger Robert Pind.
Han mener i stedet, at vi skal i stedet fortsætte arbejdet, når ryggen gør ondt.
- Det handler om at holde sig i gang. Hvis arbejdet er lidt tungere, må man måske sige til sin arbejdsgiver, at man bliver nødt til at springe over på nogle af de arbejdsområder man har. Som regel vil arbejdsgiveren være indstillet på at have en ansat i arbejde i stedet for at være sygemeldt, fortæller lægen.
Kan spare samfundet for millioner af kroner
Danskerne har hvert år to millioner sygedage på grund af rygproblemer. Det koster samfundet 7,3 milliarder kroner årligt alene i sygefravær. Ved at skære de unødvendige sygedage kan Robert Pinds test spare samfundet for millioner af kroner.
Formanden for Praktiserende Lægers Organisation, Bruno Melgaard, erkender, at der kan være behov for en ryg-test, som den Robert Pind har udviklet.
Men Praktiserende Lægers Organisation understreger vigtigheden af, at både fysioterapeuter, læger og kiropraktorer samarbejder på området.