10 skarpe til Paludan: Jeg vil pege på mig selv som statsminister

Som folketingskandidat vil Rasmus Paludan stadig forsøge at demonstrere de "tre forbudte steder".

Partiet Stram kurs med Rasmus Paludan i spidsen har nu indsamlet vælgererklæringer nok til at kunne blive opstillet til folketingsvalget. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Partiet Stram Kurs med den racismedømte Rasmus Paludan i spidsen mener, at Danmark er for etniske danskere, de vil forbyde islam, og så vil de ud af EU.

Stram Kurs har indsamlet vælgererklæringer nok til at kunne blive opstillet til folketingsvalget.

Partiet er dog ikke officielt opstillingsberettiget endnu. Stram Kurs skal først anmelde sig som opstillingsberettiget til ministeriet, og når det sker, skal underskrifterne godkendes.

Her er 10 spørgsmål til Stram Kurs og Rasmus Paludan om partiets politiske kurs.

1

Hvornår anmelder du til Folketinget, at Stram Kurs stiller op til valget?

- Det vil jeg gøre lørdag aften. Jeg vil gerne sikre mig, at vi i hvert fald har 1.000 erklæringer mere, end det er påkrævet, så ministeriet ikke kan lave numre med os.

For at komme på stemmesedlen til et folketingsvalg skal et parti først indsamle såkaldte vælgererklæringer fra mindst 20.109 personer, der ønsker, at partiet skal stille op. Ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet har partiet lørdag middag 21.339.

2

Hvor i landet vil du stille op?

Stram Kurs har skovlet underskrifter ind den seneste måned - helt præcist havde partiet her til morgen samlet 20.981 vælgererklæringer. Underskrifterne skal dog først godkendes. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

- Jeg har ikke besluttet mig endnu. Men Sønderjylland er nærliggende, fordi min slægt stammer derfra, og jeg ved, at mange sønderjyder ved, hvordan det er at være under fremmed overherredømme.

- Men det kan også være, at det er mere passende at tage Sjællands storkreds, jeg bor trods alt på Sjælland.

3

Hvis Stram Kurs kommer i Folketinget, hvem peger I så på som statsminister?

- Vi peger først og fremmest på vores partileder, som er mig. Hvis det ikke kan lade sig gøre, peger vi på den person, der i største omfang vil tilgodese vores mål om at forbyde islam og foretage et meget stort antal hjemsendelser.

- Jeg kan ikke retfærdiggøre at pege på Lars Løkke Rasmussen (V) eller Mette Frederiksen (S). Det må du kunne forstå.

4

Har du kandidater til de 10 andre kredse?

Rasmus Paludan, der har en dom for at have overtrådt straffelovens racismeparagraf, har vakt opsigt med en lang række demonstrationer, hvor han blandt andet kaster med og afbrænder koranen. Han har anket dommen til landsretten. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

- Der er en løbende sondering. Og jeg vil gerne vente, til alt er på plads, med at annoncere hvem. Men det bliver ikke et problem.

5

Vil du stadig brænde koranen af?

- Det er klart, at der er nogle steder, hvor det fortsat er relevant, at mine meddemonstranter brænder koranen af: nemlig Blågårdsplads på Nørrebro i København, Havrens Kvarter i Albertslund og Værebroparken i Bagsværd.

- Det er de tre steder, hvor vi endnu ikke har fået lov til at gennemføre en demonstration efter optøjerne. De steder er det svært at vige fra at gennemføre demonstrationer. Vi bliver nødt til at slå et slag for danskernes ret til at ytre sig.

6

Hvad er Stram Kurs' vigtigste politiske mål?

- Danmark skal være for danskere. Med danskere mener vi etniske danskere, danske jøder og personer, der er adopteret som spædbørn af danske forældre. Vi anerkender, at der også kan være plads til en mindre mængde værdsatte fremmede, som har evne og grund til at være i Danmark.

- Det er klart, at hvis man tilslutter sig islam, så vil man mangle viljen til at være i Danmark, for så har man ikke kærlighed til dansk kultur, normer, folk, sprog og historie. Islam går imod alt det, som Danmark står for, såsom ligestilling, fri seksuel orientering, og at Folketingets love er hævet over de religiøse.

- Derfor giver det sig selv, at det er nemmere for en tysker, svensker eller islænding, end det er for en iraker, at fungere i Danmark.

- De meget minimale problemer med danske konvertitter må vi håndtere, når alle uvelkomne gæster er sendt hjem. Men det er klart, man kan ikke praktisere en religion, som er forbudt. Det kan de gøre i deres sind. Vi er ikke tankepoliti.

7

Skal nedslidte danskere kunne gå tidligere på pension?

- Det går ikke, man er nedslidt. Men hvis politikerne havde været forudseende, havde de skabt et arbejdsmarked, hvor det ikke skete, men hvor man blev skånet.

- Indtil der er lavet et ordentligt system, kan det godt være en lappeløsning at lade nedslidte få den mulighed at trække sig tilbage tidligere, men det skal vurderes individuelt.

8

Hvor står Stram Kurs i klimadebatten?

Den racismedømte, islamkritiske Rasmus Paludan fra partiet Stram Kurs er her ved at planlægge at demonstrere i Lergravsparken på Amager tidligere i April. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

- Vi fokuserer på nationale løsninger. Det er klart, alt ikke kan løses nationalt. Men vi vil bruge ressourcer og penge der, hvor vi kan se en fordel for danskerne lykke og levetid. Det kunne være vandmiljø og partikelforurening.

- Man må anerkende, at der er mange lorte-lande i verden, og de forurener rigtig meget. Det nytter ikke, at danske ressourcer bliver brugt på deres forurening, da ressourcerne kun vil være en dråbe i vandet.

9

Skal Danmark forblive medlem af EU?

- Danskere skal ikke være slaver for elitære politiske unionstilhængere i Bruxelles eller andre steder. Vi skal bestemme over vores eget land.

- Men vi ønsker så meget samhandel som muligt og møde vores venner i Europa som ligestillede samarbejdspartnere. Så ud med unionen og ind med fælles marked.

10

Hvordan vil du gribe valgkampen an? Vil du for eksempel medbringe koranen til partilederrunder?

- Nej, men det viser bare, at der er mange journalister, der er landsforrædere. Det her med koraner, det er jo en kamp for ytringsfriheden for alle - også journalister, selvom de er fulde af løgn.

- Til demonstrationerne styrer vi scenen, det er et helt andet scenarie, end hvis jeg er gæst hos nogle andre. Der gælder forskellige regler for værter og gæster. Ligesom der gælder andre regler for udlændinge. Derfor kan man godt stille høje krav.

Lørdag var Paludan på besøg i TV Avisen, hvor han beskyldte Johannes Langkilde for at lyve. Se det interview i videoen herover.

Facebook
Twitter