100 gravsten udsat for groft hærværk: 'Det er virkelig noget, der sætter følelser i gang'

Ukendte gerningsmænd har skrevet '666' på omkring 100 gravsten ved Hadsund Kirkegård. 

Omkring 100 gravsten er blevet skændet med tallet 666 på Hadsund Kirkegaard natten til søndag den 21. juli 2019. (Foto: Øxenholt Foto © Scanpix)

Søndag morgen mødte personalet i Hadsund Kirke op til et chokerende syn, da kirkegården var blevet udsat for groft hærværk.

På omkring 100 gravsten har ukendte gerningsmænd skrevet '666' - også kendt som djævelens tal.

Det bekræfter Nordjyllands Politi over for DR Nyheder.

- Vi får en anmeldelse her i dag klokken 10:28 om, at der er udøvet hærværk på cirka 100 gravsten deroppe. De har med sort spraymaling skrevet '666' på gravstenene, siger vagtchef Jess Falberg Nielsen.

Politiet formoder, at hærværket er begået mellem klokken 21 lørdag aften til klokken 9 søndag morgen.

Han kalder hærværket på kirkegården for 'meget groft'.

- Vi tager sagen meget alvorligt. Dels er gravsten meget dyre, og så er det virkelig noget, der sætter følelser i gang hos folk, siger vagtchefen.

'Det gør ondt helt ind i hjertet'

Winnie Huus, der er sognepræst i Hadsund Kirke, kalder det for meningsløst hærværk af noget meget sårbart.

- Det gør ondt helt ind i hjertet at stå og kigge ud over kirkegården og se på alle de gravsteder, der er blevet skændet. Det er jo familier og menneskeliv, vi som præster har haft berøring med, siger sognepræst Winnie Huus.

Hun fortæller, at der har været flere pårørende på kirkegården i dag, og at de har været 'målløse' over synet.

- Det berører noget dybt inde i os. Nogle følelser med de mennesker, vi har holdt af og delt et liv med på godt og ondt. Kirkegården er et sted, hvor man bliver stedt til hvile, og hvor der gerne skulle være fred og ro. Denne her handling indikerer det helt modsatte.

Gravstenene skal nu renses, og de pårørende vil blive kontaktet personligt, siger sognepræsten.

Politiet beder om hjælp

Vagtchef Jess Falberg Nielsen oplyser, at politiet ikke har nogen spor at gå efter på nuværende tidspunkt.

- Men vi vil rigtig gerne høre fra offentligheden, hvis der er vidner, der har set eller hørt noget, tilføjer han.

Du kan kontakte Nordjyllands Politi på telefonnummer 114, hvis du ved noget om sagen.

Facebook
Twitter