1.000 børneporno-sigtede unge får snart besked fra politiet

Nogle unge kan se frem til en bøde. Andre må tage plads på anklagebænken.

Efter et års usikkerhed er der snart vished på vej til de over 1.000 unge, der er sigtet for at have delt børneporno på Messenger.

Det siger anklager og statsadvokat Rasmus Kieffer-Kristensen fra Rigsadvokaten.

- Nu vil vi hurtigst muligt få færdigbehandlet de 1.000 sager, der står og venter ude i politikredsene. Det har vi lagt en plan for, og det vil vi gøre alt for at gøre hurtigst muligt, siger han.

De mange unge vil høre fra deres lokale politikreds snart, nok inden for de kommende uger forventer anklageren.

Han understreger, at det er vigtigt for anklagemyndigheden at få afsluttet sagerne.

20-årig dømt for børneporno i Højesteret

Meldingen kommer, efter at en nu 20-årig ung mand i dag fik Højesterets ord for, at han delte børneporno for tre år siden, da han sendte to "særdeles krænkende" videoer videre til mindst 35 personer.

På videoerne optrådte en 15-årig pige og dreng i en meget voldsom og intim seksuel situation, som blev optaget i et privat hjem i Nordsjælland i marts 2015.

Højesteret idømte manden 40 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år. Straffen er gjort betinget, fordi manden har gode personlige forhold og var ung, da han sendte videoerne videre.

Samtidig slog Højesteret fast, at den 20-årige skal betale godtgørelse på 10.000 kroner til pigen og 2.000 kroner til drengen fra videoen.

Den unge mands forsvarer, Kirsten Bindstrup, havde krævet frifindelse. Hun mente ikke, at det var bevist, at manden vidste, at personerne på videoen var under 18 år, og at der derfor var tale om børneporno.

Nogle unge kan slippe med bøde

Anklageren er tilfreds med dagens dom på 40 dages betinget fængsel, selvom han havde krævet 60 dages ubetinget fængsel.

- Højesterets dom siger, at i de grovere sager, hvor man har delt flere videoer flere gange til flere personer, og hvor man må have indset, at personerne var mindreårige, der er strafniveauet fængsel, siger Rasmus Kieffer-Kristensen.

Sagen er en del af det såkaldte Umbrella-sagskompleks, hvor poltiet for et år siden valgte at sigte 1.000 unge for at have delt børneporno, fordi de alle har sendt nogenlunde samme videomateriale rundt på Messenger. Det var Facebook selv, der gik til myndighederne.

I alt ni prøvesager har kørt gennem retssystemet, og med dommen i dag er der nu sat et punktum for prøvesagerne.

Dermed ligger der en rettesnor for, hvordan resten af sagerne skal behandles, siger anklager Rasmus Kieffer-Kristensen.

- Der vil være en række sager, der bliver afgjort ved bøde, og der vil være en række sager, som vil blive sendt i retten med henblik på en påstand om fængselsstraf, siger anklageren.

Plet på børneattest - politisk spørgsmål

Med Højesterets dom i dag for børneporno får den 20-årige mand ikke bare en plet på straffeattesten.

Han får også en plet på børneattesten, så han ikke kan arbejde med børn og unge de næste ti år. Og det har faktisk konsekvenser for manden, der ifølge sin forsvarer, Kirsten Bindstrup, arbejder som pædagogmedhjælper til daglig.

Men om det er rimeligt, vil anklageren ikke tage stilling til.

- Det er i sidste ende et politisk spørgsmål, hvordan straffen skal være i den situation, siger han.

Tidslinjen

  • Marts 2015:

  • En 15-årig pige tager hjem til en jævnaldrende ven en aften. De skal i byen for at feste, men ender med at være sammen. Flere af drengens venner dukker pludselig op, fortæller hun anonymt i et interview.

  • En uge efter kan videoer, optaget på aftenen, findes på nettet. Der er tale om intime, seksuelle optagelser, der viser flere unge drenge og den 15-årige pige.

  • September 2015:

  • Nordsjællands Politi modtager en anmeldelse i sagen fra en kommune nord for København. Bekymringen går på, at der er videoer på sociale medier, som indeholder børneporno.

  • Marts 2016:

  • To drenge i teenageårene er sigtet i sagen. De modtager bøder på 2.000 kroner for at have delt børneporno.

  • Sommeren/efteråret 2016:

  • Bistandsadvokaten for den dengang 15-årige pige retter henvendelse til Nordsjællands Politi og fortæller, at videoerne ligger i en lukket gruppe på Facebook, og at der ligger en sang på nettet, som handler om videoerne.

  • Nordsjællands Politi efterforsker sagerne i efteråret 2016 og sender dem videre til to politikredse i Jylland.

  • Rigspolitiet hjælper med at fjerne ulovlige videoer fra Googles søgeresultater og blokerer enkelte andre hjemmesider, hvor de ligger. Blandt andet på en server i Australien.

  • Politiet får også en sang taget ned fra musiktjenesten Spotify.

  • Fra foråret 2015 til efteråret 2017:

  • Videoerne bliver delt og når ud til over 4.700 mennesker på Facebook og beskedprogrammet Messenger.

  • Facebook opdager det på et tidspunkt i 2017 og går til de amerikanske myndigheder, som kontakter det europæiske politisamarbejde Europol. De går videre til dansk politi med sagen.

  • Undervejs har dansk politi kendskab til videomaterialet.

  • Mellem jul og nytår 2017:

  • Rigspolitiet orienterer politikredsene om, at der er sager på vej i hele landet mod over 1.000 unge, som mistænkes for ulovlig deling af børneporno.

  • 15. januar 2018:

  • Politiet oplyser, at over 1.000 unge vil blive sigtet for at have delt eller spurgt efter videomaterialet. Politiet skriver brev ud til alle mistænkte og begynder afhøringer.

Kilder: Nordsjællands Politi, Nationalt Cyber Crime Center under Rigspolitiet, Radio24Syv, Information, bistandsadvokat Helle Hald

Facebook
Twitter