1000 boliger i Vollsmose skal rives ned eller ændre status

Byrådet i Odense har oplyst deres nedrivnings planer i Danmarks største ghetto.

Bøgeparken i Odense (Foto: Simon Bohr © Scanpix)

Svalegange og store gråhvide paraboler pryder facaderne på Bøgeparkens bygninger. Bygninger, der måske snart må lade livet for at sikre Vollsmoses fremtid.

Regeringen vedtog i foråret 2018 den såkaldte ghettoplan, der har til hensigt at komme landets ghettoområder til livs.

Et af punkterne i planen handler om at bringe antallet af almene familieboliger i belastede områder ned til 40 procent. Og det betyder for Vollsmose, at flere boliger skal rives ned eller ændre status.

Byrådet i Odense er enige om antallet af boliger, der skal rives ned eller ændre status, men det er endnu ikke klart, hvordan det endeligt vil fordele sig.

Dog er forventningen, at der primært bliver revet huse ned. Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) siger her til aften:

- Jeg har en klar forventning om, at en stor del skal rives ned, siger borgmesteren.

Odense byråds partier har meldt ud, at minimum 1000 almene familieboliger står for skud. Der er i alt 3600 almene familieboliger i Vollsmose.

Genhusnings problemer

Vollsmose er Danmarks største ghetto, med 9.100 beboere. Og de kommende nedrivninger betyder, at en stor del af disse beboere skal genhuses.

Peter Rahbæk Juel siger, at byrådet har givet håndslag på, at de familier det drejer sig om vil få tildelt en passende bolig.

- Mange vil skulle bo et andet sted. Det er en del af det at lave en bredere beboersammensætning, siger han.

Det betyder, at familierne ikke vil kunne genhuses i Vollsmose eller andre ghettoområder i Odense, noget byrådet også tidligere har meldt ud.

Flere familier skal derfor væk fra deres vante omgivelser i Vollsmose.

Nye boliger

Der skal opføres omkring 1600 nye boliger i stedet for dem, der skal rives ned i blandt andet Bøgeparken. Områdets nye boliger skal ifølge byrådet være en blanding af nye boliger og ejerformer. Der skal ligeledes laves ungdoms- og ældreboliger i området, og så skal det være mere attraktivt for virksomheder at holde til i området.

De boliger, der ikke bliver revet ned, vil i stedet blive til ungdoms- og ældreboliger. Sådan at antallet af almene familieboliger fortsat mindskes i området.

Dog vil der fortsat være det samme antal almene familieboliger, at finde i Odense, koncentrationen skal bare ikke være helt så høj i Vollsmose, siger borgmester Peter Rahbæk Juel.

FacebookTwitter