101 danskere i fængsel i udlandet

Johanne Vinter Axelsen er en ud af 101 danskere, der for øjeblikket afsoner straf i et udenlandsk fængsel. Fra mange lande er der gode muligheder for at blive overført til fuldbyrdelse af straf i Danmark.

Danske Johanne Vinter Axelsen er langt fra den eneste dansker, der afsoner straf under noget barskere vilkår i fængsel i udlandet end dem vi kender herhjemme.

Faktisk er der 100 andre danskere, der for øjeblikket må tilbringe tid bag tremmer under fremmede himmelstrøg.

Ifølge Borgerservice i Udenrigsministeriet er antallet nogenlunde konstant omkring de 100. Lige nu sidder 72 danskere i fængsler i Europa, 17 sidder i Afrika og Mellemøsten, 5 sidder i Asien og 7 sidder i Nord- og Sydamerika.

35 af de 101 sager handler om narkotikarelateret kriminalitet.

Krav på hjælp fra ambassade

Danskere, der havner i fængsel i udlandet, har krav på at komme i kontakt med den danske ambassade eller konsulat i landet, som så vil hjælpe med at få fat i en advokat og med at underrette de pårørende i Danmark. Dog er der ingen økonomisk hjælp at hente.

64 lande har underskrevet en konvention, der sikrer, at det er muligt at overføre fuldbyrdelse af straf til hjemlandet. Derudover har Danmark en bilateral aftale med Thailand.

Cambodja, hvor den 55-årige danske Johanne Vinter Axelsen sidder fængslet, har ikke underskrevet konventionen, men den danske kvinde kan alligevel søge om at blive overført til Danmark, hvor hendes sag så skal behandles.

Facebook
Twitter