11-årige Charlotte var en af de første til at få coronavaccinen: 'Det gjorde en lille, lille, lille smule ondt, men det var ikke slemt'

Jeg synes, det er en pligt, siger Charlottes mor.

Charlotte Naegele var mødt op på Sygehus Lillebælt med sin mor for at få det første coronastik. (© (c) DR)

Skal hun vælge vingummibamserne, et plastikarmbånd eller et zoombie-øje?

Det kunne næsten lyde som om, at 11-årige Charlotte Naegele er ved at blive præmieret for et veloverstået tandlægebesøg, men i stedet er hun en af de første under 12 år, der netop har fået et skud coronavaccine i overarmen.

Ulrikke Naegele, mor til Charlotte. (© (c) DR)

Søndag er nemlig dagen, hvor de første børn kan møde op for at blive coronavaccineret, efter at Sundhedsstyrelsen fredag meldte ud, at de nu også anbefaler vaccinen til børn mellem 5 og 11 år.

- Det gjorde en lille, lille, lille smule ondt, men det var ikke slemt, siger Charlotte, der ellers var nervøs, inden hun gik ind.

Hendes mor, Ulrikke Naegele, fortæller, at hun skyndte sig at booke en tid til datteren, da de første begyndte at blive frigivet lørdag.

- Jeg er selv i sundhedsvæsenet, arbejder hver dag inde på et sygehus og er underlagt restriktionerne. Jeg synes, det er meget vigtigt.

Her får Charlotte Naegele sit første stik:

En af grundene til, at hun ikke er i tvivl om, at datteren også skal vaccineres, er, at Charlotte blandt andet går i skole med en masse internationale børn. Derudover er der hele deres egen familiesituation:

- Vi har en del familie i udlandet, som vi også skal besøge, og da de er gamle, synes jeg, det er en pligt. (at blive vaccineret, red.)

Tempoet er sat ned ved børne-vaccinationen

En af dem, der bruger søndagen på at tage i mod børnene, er Jesper Kulvmann, der egentlig er tandlæge, men nu coronavaccinerer Charlotte og andre børn på Sygehus Lillebælt i Kolding.

Han fortæller, at der er nogle ting, som foregår anderledes, når der er tale om vaccination af børn. Blandt andet forsøger de at være i øjenhøjde og tale et sprog, børnene kan forstå.

Og så er tempoet sat ned, så fritidsinteresser, skole og selvfølgelig vaccinen kan vendes.

- Vi har afsat meget mere tid til børnene, så de ikke føler sig stresset eller presset og kan få den tid, det tager at falde til ro.

Han kan dog godt mærke, at de børn, der tropper op som de første, også er dem, der er virkelig klar på det.

Der var lidt af hvert at vælge imellem for Charlotte Naegele. (© (c) DR)

- Vi må sige, at de børn, der kommer i dag, kommer med forældre, der er meget motiverede, og så er børnene også motiverede, hvilket er en stor hjælp, siger Jesper Kulvmann.

Er der fuldt booket i dag?

- Ja. Vi har omkring 60 børn i dag, og i morgen har vi 100. Og så må vi se, hvor stort presset bliver.

Ekspert: 70 procent vaccineret bliver svært at nå

Siden fredag, hvor Sundhedsstyrelsen meldte anbefalingen ud, har forældre brudt deres hoveder med, hvorvidt de skulle lade deres børn vaccinere eller ej.

- Det, der for forældre kan tale imod coronavaccinationen til børn, er bekymringen for bivirkninger samt forestillingen om, at det er bedre at blive immun gennem naturlig smitte fremfor vaccination, siger forsker Michael Bang Petersen, der er en del af HOPE-projektet, som undersøger danskernes adfærd under corona.

Der er afsat ekstra tid, når der skal gives coronavacciner til børn, forklarer Jesper Kulvmann, der er med til at give vaccinerne.

Det, der omvendt kan få forældre til at booke tid til vaccinen, er, at man gerne vil vise samfundssind og gøre hverdagen nemmere for børnene.

I fredags meldte Sundhedsstyrelsen desuden ud, at man håber, at 70 procent af aldersgruppen bliver vaccineret, men "det bliver svært at komme derhen", selvom det vil være fint, lyder det fra Michael Bang Petersen.

- Kigger vi på de 12-15-årige ligger vi på 73 procent, og det er nok den øvre grænse for, hvor man kommer hen, da vi ved, at villigheden falder med alderen. (jo yngre de er, red.)

Sundhedsstyrelsens anbefaling kom kort før weekenden, efter at Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, valgte at anbefale brugen af coronavacciner fra Pfizer til børn mellem 5 og 11 år.

FacebookTwitter