11 af 20 pakker kylling indeholdt farlig bakterie

Over halvdelen af de 20 kyllingeprodukter, der blev testet i tirsdagens udgave af Kontant, indeholdt farlig colibakterie. Både branchen og myndighederne har et ansvar for at beskytte forbrugerne, mener forsker.

DR-programmet Kontant fik testet 20 pakker kylling for en farlig colibakterie. Over halvdelen af pakkerne indeholdt bakterien. (Foto: Dmitriy © colourbox)

Køb dansk og køb økologisk. Sådan har rådene tidligere lydt, hvis man vil være mindre udsat for bakterier i sin kylling. Men det råd er en sandhed med modifikationer, når det gælder den farlige kolibakterie ESBL, som er resistent over for næsten al antibiotika. Det viser en stikprøveundersøgelse af kyllingeprodukter i aftenens udgave af Kontant.

Forskere på DTU's fødevareinstitut har analyseret prøver fra 20 tilfældigt udvalgte kyllingeprodukter, som Kontant har købt i ti forskellige danske supermarkeder. I stikprøven indgår både dansk, udenlandsk, økologisk og konventionel kylling.

Undersøgelsen viser, at 11 ud af de 20 kyllingeprodukter indeholdt den farlige colibakterie Extended Spectrum Beta Lactamase, også kendt som ESBL. Blandt produkterne, der havde bakterien, var både danske og økologiske kyllinger. Samtlige resultater kan ses nederst i artiklen.

Forsker efterlyser handling

Tallene bekymrer forskerne på DTU's fødevareinstitut, og man mener, at både myndighederne og branchen har et ansvar.

- Branchen skal jo selv have viljen til at gøre noget ved det her problem. Myndighederne har også et ansvar for at gå ind og gøre noget. Så der er flere aktører på banen, som kan gå ind og gøre noget, og som bør gå ind og gøre noget, synes jeg, siger seniorforsker ved DTU, Yvonne Agersø, som har analyseret kyllingeprodukterne for Kontant.

Problemet skal løses i Skotland

Hos Landbrug og Fødevarer er man ikke overraskede over resultaterne. Hele problemet med ESBL har man været klar over i en periode, og man forsøger at bekæmpe det, lyder det fra Jan Dahl, Chefkonsulent i Landbrug og Fødevarer.

Han peger på avlsdyrene, der fra Skotland via Sverige importeres til Danmark. Når skotterne får bugt med ESBL i deres kyllinger, vil man efter en given periode også se ændringer hos de danske kyllinger.

- Vi er i den heldige situation, at vi netop har et system, der er skruet sammen på en sådan måde, at når vi får løst problemet fra toppen, så får vi også løst det længere nede, siger Jan Dahl til Kontant.

- Men hvorfor ikke bare trække en streg i sandet, eller sige, her går grænsen, her starter Danmark altså. Vi vil ikke have ESBL i de kyllinger, I sender hen til os. Vi vil kun have jeres rene kyllinger?

- Jamen, vi skal jo have avlsdyrene et eller andet sted fra.

- Hvorfor så ikke bare bede om de rene af dem?

- Fordi, sådan er… man kan ikke… selvom du laver et testprogram, så vil det være sådan, at nogle af de batches, de vil alligevel være positive, når de så kommer frem senere i produktionen. Fordi, det er ikke.. de metoder, vi har til at undersøge dem, de er jo ikke hundrede procent effektive, fastslår Jan Dahl, Chefkonsulent i Landbrug og Fødevarer.

Økologer vil starte egen avlslinie

I Økologisk Landsforening, som organiserer de økologiske kyllingeproducenter, er man meget bekymrede over resultatet af Kontants undersøgelse:

- Hvordan har du det med, at vi har fundet ESBL i økologiske kyllinger?

- Ja, inden for økologi ser vi selvfølgelig enhver form for resistente bakterier som noget alvorligt. Og selvom vi ved, at man kan slå dem ned ved at stege dem, så er det ikke forbrugernes ansvar. Det er producentens ansvar at sikre, at de ikke får bakterierne med hjem i indkøbsposen, siger direktør i Økologisk Landsforening, Paul Holmbeck.

- Har I som økologer et særligt ansvar for at sikre, at der ikke er ESBL i jeres kyllinger?

- Jamen, det er klart, det har vi. Vores fødevarer er vores totale ansvar.

- Inden for økologi kan vi garantere 100 procent økologiske æg og høns og slagtefjerkræ, men vi er ikke så mange, så vi har ikke vores egen forældredyrs-produktioner og bedsteforældredyrs-produktioner og avlsproduktion. Men vi er ved at arbejde os op ad. Vi har arbejder lige nu for at få etableret en ren, økologisk forældredyrsproduktion i Danmark. Lige nu - i den størrelse, og med den vækst, der er i økologi - tror jeg, vi kan arbejde os opad for at få løst det her problem, siger Paul Holmbeck.

Facebook
Twitter