11 danske soldater såret i Afghanistan

11 danske soldater er blevet såret under et angreb i deres patruljebase Bridzar i Afghanistan. De nærmeste pårørende er underrettet.

Danske soldater i Gereshk-dalen i Afghanistan har været udsat for et usædvanligt angreb oplyser HOK. De blev ikke angrebet på en patrulje, men med skyts, der blev sendt ind i lejren. (© HOK)

11 danske soldater er blevet såret tirsdag aften, da de blev angrebet i deres patruljebase Bridzar. Det oplyser Forsvarets Operative Kommando på sin hjemmeside.

Patruljebasen blev angrebet umiddelbart før en meget kraftig sandstorm satte ind i hele det danske ansvarsområde.

Den meget dårlige sigtbarhed gjorde det i første omgang umuligt at evakuere de sårede soldater fra luften.

De blev istedet bragt til den lidt nordligere Patruljebase Clifton.

Forstærkninger skulle hente de sårede

Samtidig indsatte kampgruppen forstærkninger med læger og en ambulance for at evakuere soldaterne ad landjorden.

Inden forstærkningerne nåede frem, havde sandstormen dog lagt sig, og en helikopter blev straks sendt i luften for at bringe de sårede soldater fra Clifton til felthospitalet i Camp Bastion.

Udover de 11 sårede og tilskadekomne danske soldater blev også to lokale tolke sårede.

Fra Antvorskov Kasserne

De sårede og tilskadekomne soldater er fra Charlie-kompagniet, der er udsendt fra Gardehusarregimentet på Antvorskov Kaserne, og de er indsat i patruljebaser nordøst for Gereshk.

De nærmeste pårørende er underrettet.

Facebook
Twitter