11 historier fra 24nyt, som eksperter har faktatjekket for DR

Eksperter kalder artikler fra 24nyt for vildledende.

Det alternative nyhedsmedie 24nyt har på få år fået tusindvis af følgere på Facebook, men flere eksperter kritiserer kvaliteten af deres journalistiske indhold.

DR har forelagt 11 artikler udgivet af 24nyt i 2019 for to eksperter i journalistik. De mener begge, at der er faktuelle problemer med artiklerne.

- Der er eksempler på både misvisende overskrifter og vinkler, mangelfuld dokumentation, fordrejede fakta samt kommentarer forklædt som almindelige artikler, siger Morten Skovsgaard, professor i journalistik på Syddansk Universitet.

En tilsvarende vurdering har Eva Mayerhöffer, adjunkt ved RUC og forsker i alternative medier.

- Alle rubrikker er vinklet lige til grænsen, og nogle gange er de simpelthen ikke underbygget af kilder eller dokumentation.

Her kan du selv se de 11 artikler, eksperterne har gennemgået, og hvilke konkrete problemer, der er fundet.

1. Organisation samler ind til jihadister – har statens blå stempel

Faktatjek: Ingen dokumentation for rubrik.

2. 1 ud af 3 jihadister ventes at begå terror

Faktatjek: Ikke dækning for rubrik. (24nyt har rettet rubrikken, efter DR har spurgt ind til den).

3. Socialdemokratiet godkender jihad-moskeer: “Jøder og bøsser skal dræbes"

Faktatjek: Ingen dækning for rubrik.

4. ISIS vil sende hær af børneterrorister til Vesten

Faktatjek: Ingen kilder til påstande om, at børneterrorister fra IS “sandsynligvis” vil “komme til Europa som uledsagede flygtningebørn.”

5. Svenske sundhedsmyndigheder: Vi får ebola-epidemi

Faktatjek: Ingen dækning for rubrik

6. Dansk Flygtningehjælp mangler kunder

Faktatjek: Nyhed er baseret på debatindlæg fra Berlingske. Ingen kilde på artiklens påstand om, at Dansk Flygtningehjælp er interesseret i at få FN’s migrationspagt implementeret, fordi de mangler "kunder".

7. Det danske folk er godt i gang med at blive udskiftet

Faktatjek: Rubrikken er baseret på en 19 år gammel analyse fra FN, der ikke konkluderer, at det danske folk er ved at blive udskiftet.

8. Unge indvandrere er mega kriminelle

Faktatjek: Historien er baseret på antal sigtelser, ikke tiltaler eller domme. Historien bygger på tal fra København.

9. Muslimsk indvandring ligner et pyramidespil

Faktatjek: Rubrik baseret på et debatindlæg. Ingen kilder eller referencer på udsagn om, at Merkel og hendes slæng har besluttet, at løsningen på dalende fødselstal er massiv import af muslimske flygtninge og migranter.

10. EU’s forslag vil føre til misbrug i Danmark

Faktatjek: Der er ingen kilder, henvisninger eller fakta koblet op på artiklens udsagn om, at nyt EU ikke kan undgå at føre til et misbrug.

11. Det er alt, alt for slapt, DF

Faktatjek: Nyhed henviser til Berlingske, men uden links eller kildeangivelser. Der er ingen afsender på udtalelsen "Det er alt, alt for slapt DF".

Facebook
Twitter