11 nye tilfælde af MRSA-smittede på Næstved Sygehus

Fire spædbørn og syv forældre har fået konstateret MRSA efter indlæggelse på Næstved Sygehus.

Afdelingen for for tidligt fødte har været lukket, siden de første tilfælde af MRSA blev opdaget. (Foto: David Leth Williams © Scanpix)

Yderligere fire spædbørn og syv forældre er smittet med MRSA efter at have været indlagt på afdelingen for for tidligt fødte på Næstved Sygehus.

Det oplyser Region Sjælland til TV Øst.

I sidste uge kom det frem, at tre spædbørn på Næstved Sygehus var smittet med MRSA, der er kendt som en af de bakterier, der ikke kan behandles med gængse former for penicillin, men i stedet skal bekæmpes med specialantibiotika.

Sygehusdirektør Vagn Bach siger i et interview med TV Øst, at den type MRSA, der er fundet i Næstved "kan behandles med antibiotika og kan fjernes helt fra spædbarnet igen".

Færre behandlingsmuligheder

Efter det første fund af MRSA er 128 børn, forældre, pårørende og ansatte blevet testet for MRSA-bakterien, mens andre 140 venter på at blive testet.

MRSA dækker også over bakterien CC398 - der er kendt som svinebakterien eller husdyrbakterien - men det er ikke den variant, der er fundet på Næstved Sygehus. Hospitalet ved dog endnu ikke, om de nye smittede alle bærer samme variation af MRSA.

Den berørte afdeling på Næstved Sygehus er indtil videre lukket.

Statens Serum Institut overvåger forekomster af de forskellige tilfælde af MRSA og forklarer, at de netop følger forekomsterne tæt, fordi bakterierne er resistente over for meget antibiotika.

- Det er selvfølgelig noget, vi er opmærksomme på, fordi vi har færre behandlingsmuligheder end ellers, siger Brian Kristensen, overlæge på Statens Serum Institut.

Facebook
Twitter