11 og 4 års fængsel i terrorsagen fra Vollsmose

De tre mænd fra Vollsmose, der er kendt skyldige i planlægning af terror, er idømt fængsel fra 4 til 11 år. Den ene af de to mænd, der fik den længste fængselsstraf, bliver også udvist af Danmark.

Retsformand Folmer Theilmann læste dommen op. Det blev til 11 års fængsel til to af de dømte og fire års fængsel til den tredje. (Foto: DR © DR)

De tre dømte i terrorsagen fra Vollsmose er idømt fængsel fra 4 til 11 års fængsel.

Den 34-årige formodede hovedmand MZ og den 22-årige AK blev idømt 11 års fængsel, og AK blev udvist af Danmark. AK ankede på stedet dommen til Højesteret.

Den 32-årige danske konvertit AA blev idømt 4 års fængsel, mens den 19-årige RD blev frikendt.

Anklageren havde stillet krav om 14 års fængsel til MZ og AK, og mellem 10 og 12 år til AA.

De tre er dømt for at have anskaffet sig kemikalier og laboratorieudstyr og fremstillet sprængstoffet TATP til brug for en eller flere bomber.

Praktisk mand i gruppen

Bomberne skulle bruges et ukendt sted i enten Danmark eller udlandet, men operationen blev forpurret, da politiet i en stor aktion greb ind 5. september 2006 og anholdt ni personer.

Den 22-årige AK blev betegnet som den praktiske mand i gruppen, og ud over fængselsstraffen blev han, der er irakisk statsborger, udvist af Danmark.

Dommerne fandt det bevist, at han downloadede bombemanualer fra nettet og indkøbte remedier til bomber. Den 34-årige MZ havde en ledende rolle i forsøgene på terror, og han blev også idømt 11 års fængsel.

Rapporterede til PET

Den tredje dømte, den 32-årige konvertit AA, fik en langt mildere straf med fængsel i fire år. Det begrundede Østre Landsret med hans underordnede funktion.

Gruppen blev afsløret, da en dansk mand havde hørt de involverede snakke om voldshandlinger i Odense og derefter gik til Politiets Efterretningstjeneste. Han blev derefter civil agent og rapporterede i flere måneder flittigt til PET om mændene, som samtidig blev aflyttet.

FacebookTwitter