112 bekræftet smittet med coronavirus - største daglige stigning i tre måneder

42 af de nye tilfælde er registreret i Aarhus.

Dødstallet er fortsat 616. (Arkivfoto) (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

112 personer er registreret smittet med coronavirus det seneste døgn.

Det oplyser Statens Serum Institut i sin daglige opdatering på tallene.

Det er den største daglige stigning siden den 7. maj, hvor der blev tilføjet 124 nye smittetilfælde. Den største stigning under epidemien var 3. april, hvor 473 blev registreret som smittet.

Ingen er døde, og tallet er dermed fortsat 616.

Antallet af indlagte ligger på 23, hvilket er en færre end i går, hvor der var 24 indlagt med coronavirus. To er indlagt på en intensivafdeling, og begge er i respirator.

42 nye tilfælde i Aarhus

De seneste dage har der især været fokus på Aarhus, hvor smittetallet er steget den seneste uges tid. Det er sket, samtidig med at mange aarhusianere var på gaden for at fejre, at fodboldklubben AGF hev medaljer hjem for første gang i mange år.

Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed er der ikke noget, der peger i retning af, at boomet kommer fra fejringen.

- Det har vi ikke kunnet se endnu i hvert fald. Der er en enkelt, der har oplyst, at vedkommende har været med til fejringen, men vi tillægger det ikke en særlig vægt lige nu, fordi der ikke er en ophobning, siger enhedschef Charlotte Hjort.

I går oplyste byens borgmester, Jacob Bundsgaard (S), at halvdelen af de nye smittetilfælde stammer fra Aarhus' somaliske mindretal.

Dagens tal viser, at der er 42 nye tilfælde i Aarhus siden i går.

Coronavirus på slagteri

Øjnene har dog ikke kun været rettet mod Aarhus. Også Ringsted har fået opmærksomhed, hvor antallet af coronasmittede på Danish Crowns slagteri bare er steget og steget. Det viser sig også, når man ser på smittede per 100.000 indbyggere.

I Ringsted er der den seneste uge 178 smittede per 100.000. Til sammenligning er tallet 10,1 i København og 40 i Aarhus.

Det seneste døgn er der registreret 13 nye tilfælde af coronavirus i Ringsted.

Der har nu været i alt 14.185 bekræftede tilfælde af coronavirus. Af dem har 12.753 overstået infektionen.

Der er i alt testet 1.207.838 personer i Danmark, og der er i alt foretaget 1.629.692 coronatest.

Tallene viser deusden, at 72 forskellige kommuner har registreret nye smittede den seneste uge.

Her kan du se, hvordan det ser ud på kommunalt plan.

Facebook
Twitter