12 organisationer vil sikre hjælp til børn der mistrives

Der er brug for tværfagligt samarbejde omkring børn i mistrivsel, mener 12 organisationer.

Nogle børn i mistrivsel forstyrrer og er derfor lette at få øje på. Andre overses let, og derfor er samarbejde mellem forskellige faggrupper nødvendig. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

12 organisationer vil sikre bedre hjælp til skolebørn, som mistrives, skriver Berlingske.

De mener, at kommunerne skal forpligtes til at stille tid til rådighed, så lærere, psykologer, sygeplejersker, pædagoger med flere kan mødes fast for at finde løsninger på børnenes problemer.

Nogle børn, som mistrives, er lette at få øje på, fordi de forstyrrer undervisningen. Men mange bliver let overset - blandt andet fordi de forskellige faggrupper omkring børnene arbejder hver for sig og sjældent mødes.

- Hvis vi ikke hjælper de udsatte børn og unge, tager de problemerne med sig senere i livet. De får måske ikke en uddannelse og kan slæbe psykiske problemer med sig i voksenlivet, Dorte Steenberg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd.

Hverken kommunerne eller undervisningsministeren vil lave en ny lov, men børne- og undervisningsminiser Ellen Trane Nørby kalder det afgørende, at forskellige faggrupper arbejder sammen.

- Men vi skal ikke fra Christiansborg lovgive om, hvor tit der skal holdes et møde ude i kommunerne, siger hun.

Den udmelding er faglig sekretær i Bupl Lars Søgaard ked af at høre.

- Hvis vi skal sikre en tidlig, forebyggende indsats, så bliver kommunerne nødt til at sørge for, at der er tid, siger han.

/ritzau/

Facebook
Twitter