13 år for øksemord

En 36-årig mand er idømt 13 års fængsel for dræbe en 77-årig kvinde med en økse i kvindens hjem i Hornbæk

Politiet afspærrer området efter drabet på den 77-årige Ellen Ingwersen (Foto: Teitur Jonasson © Scanpix)

En 36-årig mand skal 13 år bag tremmer efter, at han for godt et år siden dræbte den 77-årige Ellen Ingwersen med to kraftige hug med en økse. Det har Retten i Helsingør slået fast.

Den 77-årige kvinde blev dræbt i sit eget hjem i Hornbæk. Den 36-årige er ligeledes fra Hornbæk, og offer og drabsmand kendte hinanden forud for drabet.

Drab og røveri

Retten i Helsingør anså det for en skærpende omstændighed, at den 36-årige efter drabet havde stjålet værdier fra Ellen Ingwersen, og derfor blev dommen takseret til 13 år mod de normale 12 år for drab.

Politiet fandt den dømtes fingeraftryk på gerningsvåbnet, men den 36-årige har hele tiden påstået sin uskyld. Således også på dommens dag, hvor han ankede sin fængselsdom på stedet.

Facebook
Twitter