130 kilometer til sin lægeklinik: Christinas arbejdsdag begynder i en bus

I Nysted på Lolland er der kommet en ekstra læge i byen, fordi Christina Svanholm har fået indrettet en bus, som på vej til arbejde også kan fungere som klinik.

Nu har Christina Svanholm fået en bus, som hun kan køre de 130 kilometer fra sin bopæl i Greve til klinikken i Nysted på Lolland i, men tilbage i maj var bussen endnu ikke klar, så der foregik det samme arbejde i en taxa.

Når ældre læger går på pension i yderområder i Danmark, kan det være svært at lokke yngre læger til.

Det giver mangel på læger mange steder i landet.

Det problem er velkendt i byen Nysted på Lolland, da en læge i byen sagde op, og der ikke var nogen ny, der ville overtage pladsen.

Men det vil praktiserende læge Christina Svanholm nu gøre op med. Hun har fundet en løsning, som gør, at beboere i Nysted kan få en ekstra fast læge.

Hun bor i Greve og kan på grund af sin familie ikke trække rødderne op og flytte til Nysted, selvom hun egentlig gerne ville.

Christina Svanholm har i stedet fået Region Sjælland med på en ide, der går ud på at indrette en bus, så hun hver dag kan tage den 130 kilometer lange tur fra Greve til Nysted for at arbejde.

- Det giver rigtig meget mening, og jeg føler, jeg kan gøre en forskel. Der er mange hernede, der ikke har haft en fast læge i lang tid, siger Christina Svanholm.

Ingen tid bliver spildt

Det tager omtrent halvanden time at køre fra Christina Svanholms bopæl til Nysted, og med bussen som transportmiddel, bliver hvert et minut af turen udnyttet.

- Min ide går ud på at lave transporttiden om til arbejdstid, fordi så kan jeg komme derhen, hvor jeg gerne vil arbejde uden at tænke over, hvor langt der er.

De mange kilometer på vejene bliver nemlig brugt på at tage imod opkald fra patienterne, mens selve mødet med patienterne sker i lægehuset i Nysted, når Christina Svanholm kommer frem til byen.

- Jeg bliver hentet ved min hoveddør, og så er jeg klar ved telefonen klokken otte. Ligesom enhver anden praktiserende læge ville være i deres klinik, så det her er min klinik, siger Christina Svanholm.

Svært at få læger til området

I lige netop Nysted har det ellers været svært at tiltrække læger. At Christina Svanholm lige valgte at blive læge i den by, er heller ikke en tilfældighed. Hun har nemlig familie i nærheden.

- Det er et smukt område, og det er nogle søde mennesker. Og det er mennesker, der har brug for en læge, og jeg kan godt lide at være læge for folk, der har brug for en læge, fortæller hun.

Ansvaret for, at der er læger i hele landet, ligger hos de danske regioner. Hos Region Sjælland vil man netop gerne tage det ekstra skridt for at få lægerne helt ud til de enkelte borgere, siger regionens praksisdirektør Christina Sjøberg Lundgren.

- Vi kan konstatere, at det er lidt sværere at lokke de nye læger til den sydlige del af vores region, og der vil vi gerne give en ekstraordinær håndsrækning til, at det kommer til at ske, siger hun og uddyber:

- Hvis transporten er med til at skabe den barriere, så tænker vi, at vi skal arbejde med det som et aktiv.

Skaber tryghed i byen

Klinikken i Nysted er lige nu en såkaldt satellitklinik, efter den daværende læge sidste år stoppede. Klinikken er derfor ejet af en læge i Nykøbing Falster.

Når læge Christina Svanholm ankommer til Nysted, har hun ikke konsultationer i bussen, men på klinikken i byen.

På sigt skal lægehuset overtages af Christina Svanholm, som er kommet til klinikken for at blive.

- Jeg vil være 'din læge'. Og når patienterne kommer ind til mig, så spørger de: "Er du min nye læge?". Så siger jeg: "Ja, jeg har tænkt mig at blive her, til jeg skal på pension", og så lyser de op med et smil, siger Christina Svanholm.

Christina Svanholm har tre børn og en eksmand i hovedstadsområdet, og det er af hensyn til dem og deres dagligdag, at hun ikke flytter fast til byen.

Selvom Christina Svanholm ikke bor i Nysted, sætter patienterne i byen stor pris på endnu en fast læge i byen. Det skaber tryghed, påpeger Randi Hansen, der bor i byen.

- Det gør mig tryg, at vi har en læge i nærheden. En læge, som kender mig. En læge, som ikke har så mange patienter, at vedkommende slet ikke kan overskue det, som man jo også hører om, siger Randi Hansen.

Janni Aastrup, en anden borger i Nysted, hilser også initiativet velkommen.

- Det skaber tryghed i lokalsamfundet, og det er vigtigt for mig, at jeg ikke skal ligge og køre 20-25 kilometer for at komme til læge.

Professor: Modellen kan fungere som inspiration

Det er dog ikke en fuldtidsstilling for læge Christina Svanholm at arbejde i Nysted.

Sideløbende med jobbet som praktiserende læge er hun i gang med at videreuddanne sig og skrive ph.d. i en nyoprettet forskningsklinik i Nykøbing Falster.

Hver måned mødes hun derfor med andre læger og ansatte fra klinikken, og det er en vigtig del af Christina Svanholms dagligdag.

- Det betyder rigtig meget for mig, at jeg har mulighed for at fordybe mig i noget fagligt indimellem, fortæller hun og påpeger, at det også giver mulighed for sparring med andre kollegaer.

Det er derfor den helt perfekte løsning for Christina Svanholm.

Kjeld Møller Pedersen, der er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, vurderer, at løsninger som denne kan være med til at inspirere til at brede idéen ud til hele landet.

- Perspektivet er interessant, fordi det her er de praktiserende læger selv, der inden for deres overenskomst forsøger at løse problemet. Og det gør de ved at prøve at skabe attraktive muligheder, siger Kjeld Møller Pedersen.

- Det her kan måske også fungere som inspiration for andre steder til at prøve at tage modellen op.

Kan afhjælpe - men ikke løse - problemet

Christina Svanholm vil gerne have flere læger med på vognen, så hun får nogle kollegaer i både bussen og på klinikken.

Lægerne og regionerne har i denne uge indgået en overenskomst, hvor der også er initiativer, der skal få læger ud til yderområder. Blandt andet ved, at man som læge kan få et honorar, hvis man rykker ud af byen.

Men løsningen med en bus, der fysisk fragter lægerne ud af de større byer, hvor de bor, til yderområderne kan også være med til at få læger ud til hele landet, vurderer Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet.

- På landsplan mangler vi praktiserende læger, og udfordringen er så at sige fordelingen af de praktiserende læger i landet – og det her er så en af måderne at prøve at udjævne på, siger Kjeld Møller Pedersen, der dog påpeger, at det ikke løser hele problemet:

- Jeg tror ikke helt, det fjerner manglen på praktiserende læger, men det er med til afhjælpe problemet, og det er i virkeligheden det, der er kernen.

FacebookTwitter