14-årige Vidar blev kaldt helt: Reddede venner og træner fra katastrofal mordbrand

Vidar Skillingsås kæmpede sig under røgen for at advare sine venner ved branden på Scandinavian Star for 30 år siden.

Selvom det er 30 år siden, fylder Scandinavian Star-katastrofen stadig hos Frode Homb og Vidar Skillingsås.

Den 6. april i 1990, da de var 13 år og 14 år, var de på vej til den årlige træningslejr i Aarhus sammen med deres norske atletikklub Strømmen IF.

De nåede dog aldrig så langt, da en påsat brand om natten hærgede skibet, der var på vej fra Olso til Frederikshavn.

Fra venstre ses Frode Homb fra tiden som atletikudøver og Vidar Skillingsås fra hans konfirmation.

159 mistede livet som følge af det, der i dag bliver kaldt Skandinaviens største mordgåde i nyere tid, fordi man stadig ikke ved, hvem der stod bag.

Frode Homb og Vidar Skillingsås overlevede, men mange af deres kammerater mistede livet. Det kunne dog have været flere.

For mens Frode Homb reagerede, som de fleste nok ville, ved at skynde sig i sikkerhed på dækket, så kravlede Vidar Skillingsås under røgen og fik vækket og dermed reddet flere af vennerne og sin træner.

Frode Homb (til venstre) og Vidar Skillingsås som voksne. (Foto: Patrick da Silva Saether © NRK)

Frode kæmper stadig med skyldfølelse over, at han kun reddede sig selv, mens Vidar, der blev kaldt helt i medierne, fortsat spørger sig selv, ”hvorfor gjorde jeg ikke mere.”

Hør Vidar fortælle om den skæbnesvangre nat i videoen øverst i artiklen og få hele historien om Skandinaviens største mordgåde i vores digitale fortælling.

Facebook
Twitter