1,4 mia. omdanner ghettobeboelse

Danmarks største renoveringsprojekt i Ishøj er netop afsluttet. Området tiltrækker nu flere ressourcestærke og beboere er ovenud tilfredse.

6 år og 1, 4 mia. kr. har det taget at renovere Vejleåparken, der huser en fjerdedel af Ishøjs borgere. Frostskadede betonfacader er skiftet ud med murstensfacader og det grå betonlandskab er blevet brudt af grønne fællesarealer. (© Bysted A/S)

Danmarks største renoveringsprojekt er netop afsluttet. 6 år og 1,4 mia. kroner har det taget at renovere boligområdet Vejleåparken i Ishøj ved København.

Facader, udendørsarealer og opgangene har fået en overhaling. Ligesom en kunstnergruppe har gjort deres for at udsmykke omgivelserne. Området tiltrækker nu flere ressourcestærke beboere.

¼ af indbyggerne

Ishøj Kommune og to boligselskaber gik sammen om renoveringsprojektet der startede i 2003. Projektet har været enormt, for Vejleåparken huser en fjerdedel af Ishøjs borgere.

I dag er beboersammensætningen ændret, så den gennemsnitlige husstandsindkomst både i 2005 og 2006 var ca. 25 % højere for tilflyttere til området end for fraflyttere.

- Vi er gået fra slum til et attraktivt boligområde. Hvert område har nu sin egen identitet, og der er blevet mere plads til mennesker og liv, siger Käthe Skjoldborg Pedersen, formand for AAB's afdelingsbestyrelse i Vejleåparken.

Vejleåparken har 5.000 beboere. Knap halvdelen er børn og unge under 25 år. Det nye Vejleåparken indvies officielt på lørdag.

FacebookTwitter