14,5 genstande hver til provstemøde

Skatteborgerne på Fyn har betalt for at noget overrislet provstemøde hos biskop Kresten Drejergaard. 17 personer drak i gennemsnit hver 14,5 genstande.

Kresten Drejergaard siger til B.T. at drikkevarer efter middagen fremover ved provstemøder er på deltagernes egen regning. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Biskoppen på Fyn har brugt skattekroner på et provstemøde, hvor der blev indtaget så store mængder alkohol, at de deltagende må have været stærkt berusede. Det skriver B.T.

I juni 2007 var biskop Kresten Drejergaard vært for det årlige møde med stiftes provster på Hotel Ærøhus på Ærø.

Til stede var fire medarbejdere ved bispekontoret, stiftamtmanden samt 12 provster og biskoppen selv. I alt 17 personer.

Våde varer for mere end 10.000 kroner

I løbet af eftermiddagen og aftenen købte biskop Kresten Drejergaard våde varer for i alt 10.743 kroner, svarende til at hver deltager i snit har drukket 14,5 genstande. Det fremgår af regningen fra Hotel Ærøhus, som B.T. har fået udleveret.

De fleste, der har drukket så meget kan dårligt stå på deres ben, vurderer en alkoholekspert, overlæge i Center for Alkoholforebyggelse, Finn Zierau:

- Det er klart, at når man drikker så mange genstande, så er man beruset. Jeg ville i hvert fald ikke kunne gå på mine ben. Men der er naturligvis forskel på graden af beruselse, om de femten genstande er drukket på én gang eller om det er i løbet af en hel dag hen over frokost og aften, siger Finn Zierau.

Skal selv betale efter middag

Biskop Kresten Drejergaard lover nu, at det er slut med store regninger på alkohol.

- Jeg er overrasket over, at regningen er så stor. For fremtiden vil vi nok ændre på procedurerne, så mødedeltagerne selv betaler for deres drikkelse efter middagen. Det vil være naturligt for mig, siger biskoppen til B.T.