15 år og ramt af knoglekræft: 'Jeg bliver mere stærk mentalt'

Gadafi Samatar har været indlagt og fået kemoterapi i et halvt år. Alligevel har han ikke mistet humøret.

(Foto: Mads Gadegaard Tranæs © (c) DR)

Kort før sommerferien sidste år oplevede 15-årige Gadafi Samatar en smerte, han aldrig havde prøvet før. Han kalder det selv "den værst tænkelige smerte". Smerten sad i baglåret, og Gadafi gik rundt, som "havde jeg skidt i bukserne".

Han kunne hverken sidde på en stol eller ligge på ryggen, uden det gjorde ondt - meget ondt. Lægerne slog det ifølge Gadafi hen som nerver, der sad i klemme. Men da smerterne bredte sig til det andet ben og tog til, kunne Gadafi ikke længere sove for dem - eller være vågen for dem.

Mor var sikker på, det skulle gå

Han blev skannet på Aarhus Universitetshospital i Skejby, og her opdagede lægerne en skygge ved den nederste del af rygsøjlen. En efterfølgende biopsi af korsbenet viste det værst tænkelige:

- Jeg var indlagt på Skejby, fordi lægerne skulle behandle mine smerter, og jeg lå og sov, da der kom en læge, og min mor vækkede mig. Jeg kunne godt se, at min mor så lidt tom ud, og så sagde lægen, at jeg har kræft. Det kunne de se ud fra knogleprøven.

- Jeg fik det forfærdeligt og begyndte at græde. Min mor græd overhovedet ikke, men det var, fordi hun sagde til mig, at hun ikke var bange overhovedet. For hvis der var nogen i hele verden, der skulle have det, så var det mig, fordi jeg var den, der kunne tage det allerbedst. Og hun var 100 procent sikker på, at vi nok skulle komme igennem det sammen.

Hør Gadafi Samatar fortælle sin historie:

Unge er ekstra sårbare ved sygdom

Gadafi Samatar er en ud af omkring 500 unge mellem 15 og 29 år, der hvert år får konstateret kræft. Det er en gruppe, der er ekstra udsat, fordi den yngre del af aldersgruppen er stadiet midt imellem at være barn og voksen. Det fortæller Pia Riis Olsen, der er sygeplejerske og har en ph.d., hvor hun har forsket i unge med kræft:

- Det er en periode i tilværelsen, hvor unge udvikler sig ekstremt meget. Derfor bliver man ekstra sårbar, når man er i det, man kalder en transition fra barn til voksen. Når man så samtidig rammes af en sygdom og ikke mindst en alvorlig sygdom, så ved vi, at man bliver dobbelt ramt, forklarer Pia Riis Olsen.

Kender sine rigtige venner

En tysk undersøgelse fra november sidste år viser, at venner og gode relationer er ekstra vigtige for unge med cancer. Relationerne betyder meget for de unges livskvalitet og for, at de kan komme godt igennem deres sygdom.

Vennerne har da også betydet alt for Gadafi Samatar, som nu har været indlagt på Aarhus Universitetshospital i et halvt år. Og dermed har været væk fra sin hverdag i 9. klasse på Frederiksbjerg Skole i Aarhus og ikke mindst daglige omgang med venner ligeså lang tid.

- Det gode ved at være indlagt her så længe er, at man ser, hvem der er ens rigtige venner. Man kan ikke tvinge sine venner til at komme på besøg. De skal gøre det af lyst, og fordi de rent faktisk kan lide mig og at være sammen med mig og støtter mig. Jeg har været i den værst tænkelige situation, og de har været der for mig. Så det er helt klart gengældt, når jeg er færdig her, siger Gadafi.

Gadafi Samatar var som enhver anden 15-årig før sin sygdom. Han var aldrig hjemme og altid sammen med sine venner.

Venner former én som person

På trods af sin forholdsvis unge alder har Gadafi Samatar gjort sig mange tanker om sine venner og deres betydning.

- Venner er dem, der er der, når man har brug for dem, og dem man kan være sig selv overfor. Det er dem, der altid kan gøre én glad. Men det er også dem, der kan gøre én i pisse dårligt humør. Ens venner er med til at forme én som person, så jeg ville ikke være, som jeg er nu, hvis det ikke var for mine venner.

Det er dog ikke kun vennerne, der har skabt et sprudlende og positivt livsstykke af en 15-årig knægt. Også hans familie har betydet meget - mere end den unge dreng var klar over før sin sygdom.

- Før var jeg hele tiden ude. Jeg var kun hjemme, når jeg skulle sove, spise, skifte tøj eller smide min skoletaske. Hver weekend var det fest, fest, fest. I hverdagen var det skole og så hjem klokken ti og så Netflix og så sove, fortæller han og uddyber, hvor meget familien betyder for ham.

- At mærke, hvordan min familie har været der for mig, har været overvældende. Det ikke at være ude hele tiden, men at være sammen med sin mor og sin familie generelt sætter jeg virkelig pris på.

Mor er den bedste i verden

Gadafi - som i øvrigt er opkaldt efter den amerikanske rapper Yaki Kadafi, som faderen var stor fan af - har fire små søskende og sin mor og papfar. Og især mor er blevet den bedste i verden i den svære sygdomstid.

- Jeg har været så svag, at jeg ikke engang kunne gå i bad selv. Min mor har hjulpet mig så meget, og så ser jeg bare, hvor meget jeg elsker min mor. Når jeg er færdig med at være her, vil jeg bruge meget mere tid med min mor. Og nyde den tid, man har, for man ved aldrig, hvornår det kan gå galt.

Mange andre har det værre

Den unge knægt har tabt 15 kilo under sit sygdomsforløb, men humøret og modet har han på ingen måde mistet. Faktisk har han så meget overskud, at han sætter pris på sin egen situation.

- Jeg har så meget mere end andre mennesker. Jeg skal bare hive i den røde snor, og så kommer der én og tørrer røv på mig, hvis det er det, jeg beder vedkommende om, siger han med et glimt i øjet.

- Eller at jeg kan ringe til mor, og så er hun her med det samme. Hun er ved min side hele tiden. Mine venner er også kun et opkald væk. Og så er der så mange andre, der ikke har det godt. Der er små børn, der ikke har deres forældre, eller der ikke får mad. Der sker så meget ude i verden, at jeg egentlig bare er glad for, at jeg er under de forhold, jeg er, siger Gadafi overbevisende.

Tror 100 procent på helbredelse

Netop med sit positive sind tænker den unge knægt da også på, hvilke gode ting han får med fra sit forløb.

- Man bliver meget mere stærk i hovedet og mere stærk mentalt. Der skal meget mere til at knække én.

Og knækket - det bliver han ikke af en omgang knoglekræft.

- Jeg ved, at der er en ende på det her. Om det tager tre år mere, så tager vi tre år mere. Men jeg ved bare, at der er lys for enden af tunnelen. Jeg går sgu ikke igennem det her og smiler så meget og kæmper for noget, jeg ikke tror 100 procent på, lyder det fra 15-årige Gadafi Samatar.

Indtil videre ser det da også lyst ud. Han responderer godt på kemoen, og humøret er fortsat højt.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk