15-årige Amalies far har PTSD: 'Jeg var konstant bange for at gøre noget forkert'

Allerede som tiårig fik Amalie Kaehne Pedersen til opgave at hjælpe med at passe på sin syge far.

Had er et stort ord. Lige præcis stort nok til at dække den følelse, Amalie Kaehne Pedersen havde i sin krop, fra hun var 8 til 12 år.

Hun hadede sin far.

Hun oplevede ham som nedladende og sur. Og følte derfor, at hun ikke kunne have venner med hjem. Og at han var årsag til, at hun blev mobbet, fordi hun trøstespiste.

Og måske endda værst af alt, så var det hans skyld, at hun i en meget tidlig alder skulle opføre sig som en voksen og ofte være mor for sin egen far.

Amalies far har PTSD. Det fik han efter en udsendelse til Balkan med Forsvaret i 1994.

Dermed har den 15-årige skolepige kun kendt ham som den far, man altid skulle være på vagt overfor.

- Jeg var konstant bange for at gøre noget forkert, forklarer hun.

Mange vredesudbrud

Hendes far, Michael Pedersen, fik først i 2016 anerkendt, at det var krigen, der var årsag til hans PTSD. Inden det forsøgte han igennem mere end 20 år at få hjælp fra læger og psykologer, fordi han godt var klar over, at hans sygdom skabte mange udfordringer for familien.

2016 kom derfor som en forløsning for alle i familien, for da begyndte han at kunne arbejde med sin sygdom, og så gik det langsomt fremad.

Indtil da havde det været en barndom og ungdom med store hensyn for både Amalie, hendes syv år ældre storesøster og deres mor.

Hun fortæller i DR-podcasten 'Far har været i krig' om et liv med en far med angst, lydfølsomhed og et voldsomt temperament.

For eksempel har Amalie aldrig haft sine Barbiedukker eller sit Lego med inde i stuen i hjemmet lidt udenfor Vejle. Hendes far kunne ikke klare det rod, som legetøj på gulvet gav i hans hoved.

Hun havde også sjældent venner med hjem, fordi de mindste lyde som en kniv mod en tallerken kunne hidse ham voldsomt op. Og før sygdommen blev konstateret og anerkendt, gik faderens vrede ud over de allernærmeste.

- Jeg kunne ikke lide at blive irettesat hele tiden. Det endte tit med et brag. Jeg var sur på ham. Han var sur på mig. Vi var sure på hinanden.

- Det gav mig mange vredesudbrud overfor ham, hvor jeg sagde ting til ham som, at han skulle til at bruge hovedet og lade være med at være så nedladende overfor mig, fortæller 15-årige Amalie.

Hør Amalie fortælle, hvordan hendes fars vrede har påvirket hende:

Trøstespiste når far sov

Hun siger, at det især var, da hun var fra 8 til 12 år, at hun havde mange opgør med sin far. Det er også her, hun siger direkte, at hun "hadede ham for den, han var".

Det var også en særlig svær og følsom tid for den unge pige.

Fra 1. til 5. klasse blev hun mobbet i skolen, fordi hun var overvægtig. Noget, der også førte tilbage til hendes fars PTSD.

- Jeg trøstespiste på grund af ham. Min far får nogle piller for sin PTSD, som gør ham træt, så han går altid tidligt i seng. Så der sad vi, min mor og jeg, ofte foran tv’et og hyggede. Der behøvede jeg ikke længere at tænke på min far, og der var ikke den der evige bekymring. Så der gav jeg slip på det hele og spiste løs, forklarer hun.

Ofte spiste hun heller ikke rigtigt noget i løbet af dagen, fordi hun brugte meget tid og energi på at holde øje med sin far hele tiden.

Amalie blev i en ung alder voksen. Hun fik i hvert fald voksent ansvar og skulle hjælpe med at tage vare på sin far. (Foto: PRIVATFOTO)

Hverken Amalie eller hendes mor tænkte over, hvad konsekvensen af Amalies trøstespisning blev. Det var først, da andre begyndte at kommentere på hendes vægt, at det gik op for dem, hvad de var i gang med.

Hun kom på julemærkehjem i 10 uger og tabte sig 12,5 kilo. Og den dag i dag er vægten ikke længere noget problem for hende.

Det var en god, men samtidig også svær tid for den unge pige at være på julemærkehjem. Hun kunne nemlig ikke have kontrol over sin far, når hun ikke var sammen med ham hver dag. Og det var hun blevet vant til.

Amalies mor, Anne Mette, arbejder i et bingocenter i Esbjerg, og hun er derfor ofte væk om aftenen. Allerede som tiårig fik Amalie til opgave at være med til at passe på sin far, når hendes mor ikke var hjemme.

- I hendes fravær var det mig, der klarede alle de mor-agtige ting overfor min far. Det har gjort, at jeg lidt føler, at jeg altid har været voksen. Jeg er i hvert fald hurtig blevet voksen i en ung alder.

Har fået sin far igen

Noget andet, som Amalie lærte i en meget tidlig alder, var at aflæse sin fars signaler i forhold til, om han havde en god eller dårlig dag.

Hør Amalie fortælle om sin fars PTSD-tegn:

I dag har han fortsat mange dårlige dage - måske seks ud af ugens syv dage, vurderer Amalie. Men det går bedre, fordi hans vrede ikke længere er rettet mod familien. Nu går det ud over Kevin Magnussen, hvis han ikke gør det godt i sin Formel 1-racer. Så skælder han ud på fjernsynet i stedet.

Det har gjort livet meget lettere hjemme hos familien Kaehne Pedersen i Højen uden for Vejle.

Forholdet mellem far og datter er blevet markant bedre, fordi de allesammen har lært at leve med og tøjle faderens PTSD.

- Jeg siger det sådan, at jeg har fået en far i stedet for en voksen, der hele tiden gik og rettede på mig og var sur. Han irettesætter mig stadig, men nu gør han det, som en far gør. Det er dejligt.

- I dag er jeg bedste venner med min far. Vi griner af det samme og er meget ens på mange områder, fortæller hun.

Familien Kaehne Pedersen har haft store udfordringer de seneste mange år på grund af Michaels PTSD. Men nu er han blevet meget mere bevidst om sin sygdom, og det gør, at han tøjler det meget bedre. (Foto: PRIVATFOTO)

Deler fars symptomer

Faktisk er de så ens, at Amalie selv oplever tegn på PTSD. Det er noget, der indimellem ses hos børn af PTSD-ramte, fordi de kopierer deres fars eller mors symptomer.

Hos Amalie giver det sig udslag i, at hun - ligesom sin far - ikke kan magte at være ude i store forsamlinger, eller at være sammen med mennesker i det hele taget i lang tid ad gangen.

- Når vi er ude at spise ved min mormor og morfar, og det er vi faktisk forholdsvis tit, så kører vi altid i to biler, fordi min far og jeg altid vil hjem før tid.

Det har også betydning for Amalies hverdag, hvor hun ikke kan være i skole eller på arbejde i alt for lang tid ad gangen.

Også når det gælder forventninger og præstationsangst, har Amalies sekundære PTSD sat begrænsninger for hende.

Hun har gået til bowling, siden hun var seks år. Hun havde talent og stod derfor ofte i finalerne, når hun var ude at spille turneringer. Her kiggede måske op mod 80 mennesker med, når hun stod med kuglen i hånden.

- Det kunne jeg ikke holde til, så jeg fik også præstationsangst og måtte stoppe med at bowle, da jeg var 13 år, selvom jeg virkelig elskede det.

Hun er sidenhen begyndt at spille igen. Nu på hold med sin søster, sin mor og sin mormo, så hun har nogen at læne sig op ad, hvis præstationsangsten dukker op igen.

Bearbejder fortiden

Amalie og hendes far får også begge den samme form for behandling - psykologbehandling og hypnose - ligesom de også begge to tager cannabisolie.

Det har givet dem en mere tålelig og bedre hverdag, hvor de også bruger hinanden.

For på trods af deres mange opgør, så har Amalie aldrig været i tvivl om sin fars kærlighed. Og nu sætter hun ekstra pris på den og deres genfundne far/datter-forhold.

- Min far er meget åben omkring, hvordan han har det. Det gør jo også, at jeg fortæller ham, hvordan jeg har det. Vi kan godt snakke om, hvornår han har gjort mig ked af det som barn. Nu prøver han at rette op på sine fejl, og det samme gør jeg.

Hør Amalie fortælle om hendes fars tale til hendes konfirmation:

Amalies far Michael er bekendt med artiklen, men han har ikke ønsket at medvirke.