15-årig tilbageholdt for at affyre bomberør mod betjent

En dreng er lørdag aften blevet tilbageholdt af politiet, efter han skød fyrværkeri mod civilklædt betjent.

(Arkivfoto). Torsdag aften rykkede politiet ud til Nørrebro, hvor flere unge hensynsløst skød med fyrværkeri mod busser, taxaer og tilfældigt forbipasserende. (Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

En 15-årig dreng har lørdag aften affyret et bomberør mod en civilklædt betjent på Nørrebro.

Det skriver Københavns Politi på Twitter.

- En 15-årig dreng er tilbageholdt af politiet på Nørrebro, efter at han affyrede et bomberør mod civilklædt politi. Sagen behandles som overtrædelse af straffeloven, lyder det videre.

Politiet tilbageholdt drengen klokken 21.14 lørdag aften, oplyser Jesper Frandsen, der er vagtchef ved Københavns Politi, lidt over midnat natten til søndag.

Han tilføjer, at drengen fortsat er i politiets varetægt.

- Han er stadig tilbageholdt, mens vi venter på de sociale myndigheder, så han kan blive afhørt, siger han.

Ukendt sigtelse

Hvad drengen sigtes for, vil politiet vil ikke uddybe.

- Vi behandler de her sager efter de bestemmelser, der er relevante i straffeloven.

Vagtchefen oplyser, at der har været enkelte anmeldelser omhandlende fyrværkeri lørdag aften, men at det har været i begrænset omfang. Fredag aften modtog Københavns Politi omkring 60 anmeldelser.

Her blev også to 15-årige drenge anholdt for at affyre fyrværkeri mod andre på Nørrebro.

De er begge sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 252, som handler om at udsætte andres liv og helbred for fare.

Københavns Politi har foretaget flere anholdelser i forbindelse med uroligheder med fyrværkeri på Nørrebro. (Foto: Presse-fotos.dk/Ritzau Scanpix) (Foto: © Presse-fotos.dk, Scanpix)

Fængsel i otte år

Anklagemyndigheden har vurderet, at der ikke var grundlag for at kræve de to drenge varetægtsfængslede.

Derfor blev de begge løsladt natten til lørdag. De er dog fortsat sigtede for overtrædelse af straffeloven og risikerer dermed også straf.

Torsdag udsendte Københavns Politi en pressemeddelelse med overskriften "Farligt brug af fyrværkeri kan give op til otte års fængsel".

I meddelelsen henviser chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov til paragraf 252's strafferamme. Den er fængsel indtil otte år.

Det er imidlertid sjældent, at paragraf 252 resulterer i straffe på mange års fængsel.

/ritzau/