15 LTF-medlemmer frifindes for drabsforsøg

Ti personer er kendt skyldig i forsøg på grov vold og grov vold.

Retten på Frederiksberg indledte sagen i januar. (Arkivfoto) (Foto: SCANPIX © Scanpix)

Det har ikke været muligt at bevise, at 15 medlemmer af banden 'Loyal to Familia' (LTF) har forsøgt at dræbe flere personer i forbindelse med den københavnske bandekonflikt i 2017.

Således har Retten på Frederiksberg dømt ti personer skyldige i grov vold og forsøg på grov vold. Og fem personer frifindes helt.

De 15 medlemmer var tiltalt for drabsforsøg på en person på Nørrebro i København og et mislykket angreb på fem personer med tilknytning til banden Brothas i bebyggelsen Mjølnerparken.

En af forsvarerne i sagen er Henrik Dupont Jørgensen. Hans klient blev frifundet.

- Jeg er meget tilfreds. Det viser, at systemet fungerer. De indicier, der var, talte hverken for eller imod, at min klient var skyldig. Så det kunne ikke føre til en domfældelse, siger han.

Går efter straf i adskillige år

Anklager i sagen Tomas Hugger er ligesom forsvareren ganske tilfreds med dagens afgørelse trods frifindelsen for drabsforsøg.

- Som udgangspunkt er jeg tilfreds med skyldkendelsen. Jeg kan konstatere, at den går på, at der er personer fra LTF i fire til fem forskellige afdelinger i blandt andet Køge og Aarhus, der er blevet kendt skyldige i at have lavet et koordineret og planlagt angreb på ledelsen i den modsatte bande. Det, synes jeg, er ret interessant, siger han og fortsætter:

- Men eftersom vi ikke kan sige, hvem der har ført kniven, og hvem der konkret har været med, så har retten sagt, at det i hvert fald er grov vold eller forsøg på grov vold.

Tomas Hugger vil ikke løfte sløret for, hvad de præcis går efter af straf, men oplyser, at det bliver en påstand om fængsel i flere år.

- Det er vores opfattelse, at Folketinget har markeret, at straffe i denne type sager som udgangspunkt skal fordobles. Så vi ligger på adskilige år, siger han med henvisning til en bestemmelse i bandepakken, der gør, at straffen kan stige til det dobbelte, hvis der er tale om bander.

Der ventes strafudmåling i sagen fredag.

Der var lagt op til, at retssagen, der har kørt siden januar, kunne gå hen og blive historisk, hvis det var endt med, at nogle af medlemmerne blev kendt skyldige i drabsforsøg. Så ville de nemlig risikere at blive idømt fængsel på livstid eller alternativt fængsel i 20 år som konsekvens af bestemmelsen om, at straffen kan fordobles, hvis der er tale om bandemedlemmer.

Facebook
Twitter