15 vrede borgmestre mod betalingsring

På et stormøde vil borgmestre fra hovedstadens omegnskommuner kræve ringen stoppet eller udskudt.

(© DR)

Den omdiskuterede betalingsring omkring København møder massiv modstand fra en lang række borgmestre i hovedstadens omegnskommuner.

De 15 borgmestre holder i dag stormøde på rådhuset i Rødovre, hvor de vil kræve ringen stoppet eller udskudt, til der er investeret milliarder af kroner i kollektiv trafik og parkeringshuse.

Rødovres socialdemokratiske borgmester Erik Nielsen mener ikke, at ringen kommer til at virke uden at udbygge den kollektive trafik og tilstrækkelige parkeringshuse ved knudepunkterne.

En ren afgift

- Uden investeringerne bliver betalingsringen blot ren afgift, siger Erik Nielsen til DR Nyheder.

Hans parifælle, Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen siger det på en anden måde: - Vi løser et københavnerproblem og flytter det til omegnen.

Hvidovres borgmester Milton Graff Pedersen (S) hæfter sig ved, at hans kommune bliver allerhårdest ramt, hvis der kommer en betalingsring.

- Trafik har det som vand: Hvis man sætter prop i, løber det bare andre veje, siger Milton Graff Pedersen (S), der slår fast, at borgerne i kommunen får "støj, møg og røg - endnu mere, end vi har i forvejen".