15.000 undgår klip i kørekort da it-system ikke er klar

Politiets it-system ventes først i september at kunne håndtere klip i kørekort for at tale i håndholdt mobil.

Fra årsskiftet skulle det have kostet et klip i kørekortet, hvis man brugte sin mobil under kørslen. Sådan gik det ikke. (Arkivfoto). (Foto: Liselotte Sabroe og Keld Navntoft © Ritzau Scanpix)

Selv om det fra årsskiftet skulle have kostet et klip i kortet at tale i håndholdt mobil under kørsel, slipper 15.000 bilister med en bøde. Det skyldes, at Rigspolitiets it-system endnu ikke er klar til at løfte opgaven.

Det skriver Berlingske.

Håbet er ifølge Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, at loven kan håndhæves fra 10. september.

- Vi vil selvfølgelig gerne have, at systemet virker hurtigst muligt. Men systemet skal være helt færdigt, således der ikke opstår fejl, når det tages i brug. Derfor er jeg tilfreds med, at vi nu kan sige, at vi har en dato, hvis alt virker, som det skal, siger han til avisen.

Siden årsskiftet er 15.373 bilister blevet stoppet for at tale i håndholdt mobil eller anvende lignende elektronik, der ikke er monteret i bilen, mens de kørte.

Ingen klip bagudrettet

Folketinget vedtog i december, at sanktionen for at bryde færdselsloven skulle være større end en bøde på 1500 kroner.

Derfor blev det tilføjet, at bilisterne også skulle have et klip i kørekortet, hvis de forbrød sig mod bestemmelsen.

Den nye skærpelse kan dog først træde endeligt i kraft, når systemet kan håndtere opgaven. Og det har vist sig sværere end som så.

En af grundene til det er ifølge Berlingske, at Rigspolitiets it-system har været gennem en større omlægning de seneste måneder.

Når systemet fungerer efter planen, og skærpelsen træder i kraft, bliver der ikke uddelt bøder bagudrettet, oplyser politiassistent Christian Berthelsen oplyser til avisen.

/ritzau/

Facebook
Twitter