153 er indlagt med coronavirus - 30 er på intensiv

Sundhedsmyndighederne er kommet med en ny opdatering på coronasituationen.

Sundhedsmyndighederne er kommet med en opdatering. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

153 personer er indlagt i Danmark på grund af coronavirus. 30 af dem er på en intensiv afdeling.

27 af de indlagte på en intensiv afdeling er i respirator.

I går var 24 personer indlagt på intensiv afdeling, og mindst 18 af dem er i respirator.

Spinkelt håb om affladning

Ifølge Jens Lundgren, der er professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet, er udviklingen af tallene nogenlunde som forventet.

- Det er et udtryk for, at vi heldigvis ikke ser en stigning, som vi har set de foregående dage. Vi kan håbe, at det er en tendens til, at affladningen fortsætter de næste par dage, fordi regeringen og myndighedernes tiltag virker, men det er alt for tidligt at konkludere noget endnu, siger han.

Jens Lundgren vurderer, at billedet måske vil være tydligere på den anden side af weekenden.

Yderligere to dødsfald

Tidligere i dag oplyste myndighederne desuden, at der har været yderligere to coronarelaterede dødsfald, så det samlede tal nu er seks.

Da det første coronarelaterede dødsfald i Danmark blev meldt ud, sagde DR's sundhedskorrespondent, Peter Qvortrup Geisling, at udviklingen ikke er overraskende.

- Statistisk er der så mange danskere, der er smittet med coronavirus, at det er forventeligt, at vi nu ser de første dødsfald. Sundhedsmyndighederne har vurderet, at mellem 1.600 og 5.600 danskere vil dø i forbindelse med coronasmitte.

Det er sundhedsmyndighedernes vurdering, at det bliver nærmere 1.600 end de 5.600 danskere, der mister livet i forbindelse med smitten.

I alt 1.132 personer i Danmark er blevet konstateret smittet.

Der er dog formentlig et stort mørketal, da tallet ikke er et udtryk for det samlede antal smittede, da ikke alle med symptomer på virusset bliver testet. Fokus er på personer med tydelige symptomer. Derfor forventes det samlede antal smittede at være langt højere.

Hvis man kun har symptomer som let feber eller forkølelse, er opfodringen at blive hjemme, til man er rask.