16-årig pige fra Kundbysag skal fortsat være varetægtsfængslet

Terrorsigtet pige fra Vestsjælland har siddet varetægtsfængslet i næsten et år.

Pigen, der er konverteret til islam, blev anholdt i en stor politiaktion i Kundby på Vestsjælland 13. januar sidste år. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

En 16-årig pige fra Vestsjælland, der er sigtet for at planlægge et bombeangreb mod den jødiske Carolineskolen i København og Sydskolen i Fårevejle, har mandag i Retten i Holbæk fået sin varetægtsfængsling forlænget i fire uger.

Det oplyser pigens forsvarer, advokat Mette Grith Stage, til Ritzau.

- Min klient har fået varetægtsfængslingen forlænget i fire uger, men vi har stadig ikke modtaget et anklageskrift i sagen, siger Mette Grith Stage.

Anklagemyndigheden har tidligere ladet forstå, at efterforskningen ville være færdig omkring jul.

Har siddet varetægtsfængslet i næsten et år

Pigen, der er konverteret til islam, blev anholdt i en stor politiaktion i Kundby på Vestsjælland 13. januar sidste år.

Hun har dermed siddet varetægtsfængslet i næsten et år. Hun sidder på en institution, der er særligt egnet for børn og unge.

En 25-årig mand er sigtet for at medvirke til pigens planer om at angribe de to skoler med hjemmelavede bomber.

Han har siddet varetægtsfængslet lige så længe, og også i hans sag skal retten mandag tage stilling til, om fængslingen skal forlænges. Der er ikke oplysninger om, hvad retsmødet for hans vedkommende er endt med.

Begge nægter sig skyldige i de alvorlige sigtelser, der er rejst mod dem.

Sagen skal efter planen begynde 7. april ved Retten i Holbæk. Retten har reserveret 15 dage til den.

/ritzau/

Facebook
Twitter