16-årig tilbageholdt for at affyre bomberør mod politiet

Bomberøret var rettet mod civilklædt politi på Nørrebro.

Københavns Politi foretager anholdelser i forbindelse med uroligheder med fyrværkeri på Nørrebro natten til fredag den 27. december 2019. (Foto: Presse-fotos.dk/Ritzau Scanpix) (Foto: © Presse-fotos.dk, Scanpix)

En 16-årig dreng er blevet tilbageholdt af politiet for at have rettet og affyret et bomberør mod civilklædt politi på Nørrebro.

Det oplyser Københavns Politi på Twitter.

Lørdag aften fandt en lignende episode sted på Nørrebro, da en 15-årig dreng ligeledes blev tilbageholdt for at have affyret et bomberør mod en civilklædt betjent.

Politiet oplyser, at man ikke har yderligere kommentarer til episoden i aften, og det var ligeledes reaktionen i aftes.

Hvad drengen var sigtet for, ville politiet således ikke uddybe.

- Vi behandler de her sager efter de bestemmelser, der er relevante i straffeloven, sagde Københavns Politi.

Ballade flere steder

Der har de seneste aftener været ballade på Nørrebro, hvor unge mennesker har affyret fyrværkeri mod hinanden og forbipasserende.

Selv om politiet har været stærkt til stede, har det ikke været muligt at sætte en stopper for uroen.

I det hele taget har politiet, ikke bare i København, men i hele landet, haft nok at se til med ballademagere, der skyder med fyrværkeri mod forbipasserende.

Søndag morgen blev en brandmand på den københavnske Vestegn ramt af fyrværkeri, hvilket har betydet, at Københavns Vestegns Politi nu tager med brandvæsenet ud på opgaver.

Og fredag aften modtog Københavns Politi omkring 60 anmeldelser.

Her blev også to 15-årige drenge anholdt for at affyre fyrværkeri mod andre på Nørrebro.

De er begge sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 252, som handler om at udsætte andres liv og helbred for fare.