17-årig erkender bilbrand i København

En 17-årig dreng er blevet fængslet i foreløbig 17 dage efter at have erkendt at have sat ild til en bil søndag morgen, oplyser Københavns Politi.

Brandfolk i gang med at slukke bilbrand i Skolegade i Valby natten til søndag den 25. september 2016. Den fængslede 17-årige er ikke fængslet for denne brand, men en brand på Jorisvej på Amager. (Foto: Mathias Øgendal/Scanpix 2016) (Foto: © MATHIAS ØGENDAL, Scanpix)

En 17-årig dreng er blevet varetægtsfængslet i 17 dage, efter at han har erkendt at have sat ild til en bil på Jorisvej på Amager lidt efter klokken seks søndag morgen.

Det oplyser vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen fra Københavns Politi til DR Nyheder.

- Han er konkret mistænkt for den ene bilbrand, men det er klart, at vi undersøger, om han står bag flere, siger Jens Møller Jensen, der ikke ønsker at komme nærmere ind på efterforskningen, da grundlovsforhøret foregik for lukkede døre.

Politiet skred til anholdelse, efter at de havde fået henvendelser fra personer med relation til den anholdte. Den 17-årige havde nemlig brændt sig i forbindelse med, at han satte ild til køretøjet.

Bilafbrænder på fri fod

Vidner har forklaret politiet, at der var to personer bag branden på Jorisvej. Den ene er stadig på fri fod, oplyser Jens Møller Jensen.

- Signalementet er dog yderst sparsomt. Det eneste, vi ved, er, at det er en yngre mand. Derfor vil vi selvfølgelig gerne høre fra folk, der har kendskab til sagen, siger vicepolitiinspektøren.

Anholdelsen kommer, efter at der har været adskillige bilafbrændinger i København og på den københavnske vestegn de seneste uger. Senest har der været fire bilbrande i denne weekend i København.

Københavns Politi har tidligere forklaret, at det oftest har været yngre mænd, der er blevet set ved gerningsstederne. Anholdelsen af den 17-årige er dog den første i sagen.

Politiet har en teori om, at gerningsmændene er blevet inspireret af de mere end 100 bilbrande, der har været i flere svenske byer i løbet af sommeren.