17-årig dræbt i knallertulykke på Lillebæltsbro

En tur på knallert over den gamle Lillebæltsbro i nat endte fatalt for to unge mænd uden styrthjelm.

I nat mistede en 17-årig ung mand livet, da han på knallert var på vej over den gamle Lillebæltsbro (arkivfoto) (Foto: claus fisker © Scanpix)

En 17-årig dreng blev dræbt, og en 19-årig mand blev alvorligt kvæstet, da de i nat kørte galt på den gamle Lillebæltsbro, oplyser Fyns Politi.

Ulykken skete, da de to unge på samme knallert kørte i retning mod Jylland.

- På broen rammer de den høje kantsten mellem vejbanen og fortovet. De mister herredømmet over knallerten og rammer en af broens jerndragere, fortæller vagtchef Thomas Bentsen.

Ingen af de to unge, der begge kommer fra Fredericia-området, havde styrthjelm på.

Den 17-årige blev dræbt på stedet, mens den 19-årige blandt andet brækkede benene og fik skader i hovedet.

De pårørende er underrettet.

/ritzau/