18-årig: Holocaust er løgn

Det danske nazistparti, DNSB, vokser i størrelse og får nye medlemmer hver dag. En af dem, der har meldt sig ind, er 18-årige Daniel Carlsen.

Armbind nazisme nynazisme arisk renhed fanatisme (Foto: DR © DR)

I dagtimerne går han i 3.g på HHX i Århus, men om eftermiddagen og i weekenden er det andre ting end almindelige fritidsinteresser, 18-årige Daniel Carlsen fra Århus brænder for.

- Det politiske er selvfølgelig i højsædet. Jeg deler løbesedler ud, hænger bannere op og taler med folk, siger Daniel Carlsen.

Nye medlemmer hver dag

Han har været medlem af nazistpartiet DNSB i godt et års tid, og ifølge partiet er han blot en blandt flere, der kommer til.

Igennem den seneste tid er rækkerne nemlig vokset i DNSB, siger partiets formand, Jonni Hansen til MetroXpress.

Det bakkes op af op af researchgruppen Redox, der holder øje med udviklingen på den ekstreme højrefløj.

Møder håndværkere og studerende

Selvom Daniel Carlsen kun har været medlem af DNSB i godt et års tid, har han sympatiseret med partiets holdninger i endnu længere tid.

- Vi er i fremgang, og det kan man godt mærke på den skare af mennesker, som man går rundt med, siger han.

- Jeg møder både håndværkere, studerende og ældre mennesker, der kommer hen og taler med mig. Det er ikke bare én bestemt type, som det tit bliver fremlagt i medierne, siger Daniel Carlsen.

Mener holocaust er løgn

Daniel Carlsen valgte at gå ind i DNSB, fordi han går ind for nazistpartiets sag, der blandt andet indebærer, at racerne ikke skal blandes.

- De mål, jeg har og ønsker at føre ud i livet, står meget godt skrevet i DNSB's principprogram, siger han.

Han mener også, at partiet går mere i dybden end andre, for eksempel når det gælder Holocaust:

- Jeg er overbevist om, at det er en stor løgn. Jeg har selv været i Auswitch og besøge stedet med et øjenvidne, og jeg er ikke synderlig imponeret over, hvad jeg så. Jeg blev stort set ikke fremvist noget, siger han.

Daniel Carlsen har valgt at være åben omkring sine holdninger og medlemsskabet af DNSB, og det har sin pris.

- Det er ikke hos alle, det falder i lige god jord, at man har så kontroversiel en holdning. Men hvis nogen ikke vil snakke med mig, på grund af det, så har jeg heller ikke nogen interesse for dem, siger Daniel Carlsen.

Facebook
Twitter