18-årig varetægtsfængslet i tre en halv uge efter MDMA-dødsfald

En 18-årig mand er blevet varetægtsfængslet i en sag, hvor en 16-årig er død efter indtag af MDMA.

Flagene er på halv i Dianalund i dag. Foto: DR

En 18-årig mand er varetægtsfængslet frem til den 21. november i sagen om en 16-årig drengs død i Dianalund i nat.

Manden er sigtet for uagtsomt manddrab og for at have overdraget MDMA til den 16-årige, der døde efter indtagelse af stoffet. Det oplyser fungerende politikommissær i Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi Rune Nilsson til DR.

Den 18-årige er også sigtet for at efterlade den 16-årige i hjælpeløs tilstand.

Han nægter sig skyldig.

Sigtet for uagtsomt manddrab

Den 18-årige blev fremstillet ved lukket grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster over middag.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyste tidligere i dag, at den 16-årige døde efter at have indtaget stoffet MDMA.

Politiet modtog anmeldelsen, da den unge mand i løbet af natten ikke var til at komme i kontakt med, efter at han havde indtaget det på daværende tidspunkt ukendte stof.

Han blev derefter fløjet til Rigshospitalet, hvor han klokken 01.46 blev erklæret død.

Episoden har fået politiet til at advare om, at der kan være farlige stoffer i omløb i området omkring Dianalund og Sorø.

15-årig døde i februar

Tilbage i februar døde en 15-årig dreng fra Haslev efter at have indtaget MDMA.

I den forbindelse valgte politiet at anholde flere personer, og det førte til to retssager om uagtsomt manddrab.

I den første sag blev en 17-årig dreng frifundet for at have solgt stoffet til en mellemmand - også en 17-årig dreng - som videresolgte det til den 15-årige Adam Buk og hans kammerat.

Siden blev mellemmanden dømt for uagtsomt manddrab. Dommen lød på et halvt års fængsel. Straffen skal dog ikke afsones, hvis mellemmanden i stedet udfører 120 timers samfundstjeneste.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk