I en aktion har betjente fra Københavns Politi anholdt et stort antal kørelærere og deres elever.
Mistanken er, at der er sket snyd med teoriprøver, oplyser vicepolitiinspektør Tommy Keil i Københavns Politi.
- Der er anholdt kørelærere, elever og tolke, og det er sket i Valby, siger han.
Givet og modtaget bestikkelse
Mistanken går på, at der er givet og modtaget bestikkelse, således at elever, der ikke burde bestå, alligevel er bestået.
På spørgsmålet om, hvorvidt nogle skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om fængsling, siger Tommy Keil:
- Det ved vi endnu ikke.
Holder detaljer tæt til kroppen
De nærmere detaljer ønsker politiet mandag eftermiddag ikke at rykke ud med.
- Vi holder nogle ting tæt til kroppen, siger vicepolitiinspektøren.
/ritzau/