Det var ikke kun, da 17-årige Hans Graham Petersen nytårsnat ringede til hovedstadens akuttelefon 1813, at personalet begik fejl ved ikke at sende en ambulance.
Det fremgår af en intern mail, at 1813 i flere tilfælde ikke har sendt ambulancer, selv om de burde have gjort det ifølge retningslinjerne.
Mailen, som DR er i besiddelse af, er skrevet af en overlæge i ledelsen hos 1813 og viser, at der flere gange er begået fejl. Den er sendt ud til alle medarbejderne i starten af januar - få dage efter 17-årige Hans Michael Graham Petersen fra Farum mistede livet til den dødelige, men sjældne infektionssygdom meningitis.
- Jeg skriver dette, fordi vi aktuelt har en (lille) stribe sager, hvor vi har sendt patienter med egen transport til vurderingssporet. Dette er forkert respons, skriver lægen til medarbejderne og fortsætter:
- Hvis patienten så kan komme til at vente i timer, før de kommer til, er vi ude på et helt galt sidespor.
Andre tilfælde end meningitis
I dag siger Peter Berlac, der har det øverste lægefaglige ansvar for akuttelefonen i Region Hovedstaden, at den "(lille) stribe sager", som er omtalt i mailen - ud over Hans Graham Petersens tilfælde - drejer sig om andre alvorlige hændelser. Blandt andet en mistanke om blodprop og en patient med benbrud.
I begge tilfælde burde patienter ifølge retningslinjerne være afhentet i ambulance, men stod i stedet selv for transporten til hospitalet.
- Vi har på baggrund af analyser og på løbende audit (gennemgang, red.) meldt ud til vores personale, at hvis de er i tvivl, så skal de hellere sende en ambulance en gang for meget end en gang for lidt. Den her mail er netop også skrevet med det formål, siger han.
Tidligere i dag kunne DR afsløre, at der blev begået en fejl hos akuttelefonen, da den nu afdøde 17-årige Hans Graham Petersen fra Farum i Nordsjælland ringede til akuttelefonen nytårsmorgen.
For på trods af symptomer som blålige pletter på huden og stærke smerter i kroppen, sendte personalet på Region Hovedstadens akuttelefon 1813 ikke en ambulance. Det har Region Hovedstaden tidligere i dag erkendt over for DR var en fejl.
I stedet kørte den 17-åriges forældre ham til Hillerød Hospital. Men han kom for sent i behandling, og kort efter ankomsten til hospitalet fik han hjertestop.
I mailen gør ledelsen det klart over for medarbejderne, at "hvis der rejses mistanke" om meningitis, skal der sendes en ambulance med udrykning og en lægebil.
- Mail er muligvis ikke nok
Flere eksperter kritiserede i går, at akuttelefonen overså tegn på meningitis i sagen om Hans Graham Petersen, og at der ikke blev sendt en ambulance. En af dem er læge Lars Bjerrum, der også er professor ved Københavns Universitet. Han mener ikke, at det nødvendigvis er nok bare at sende en mail ud til medarbejderne, siger han.
- Jeg kan da spørge mig selv, om det er nok at sende mails ud, eller om man skal lave et sceneskift og i virkeligheden have en helt anden måde at håndtere akutvisitationen på. For jeg mener, at det kræver rigtig stor erfaring og også en god solid faglig baggrund at kunne håndtere de akutte henvendelser, siger han.
Tidligere i dag kunne DR afsløre, at det var en jordemoder, der tog telefonen, da den 17-årige dreng fra Farum nytårsmorgen ringede ind.
- Man bør sikre, at de personer, der sidder og tager imod opkald, har den fulde kompetence til at tage sig af det, og hvis de føler, at de er usikre, så bør de kunne kommunikere med nogen, der har, siger Lars Bjerrum.
I Region Hovedstaden er der ikke planer om at ændre proceduren. Peter Berlac fra 1813 siger, at de løbende vurderer personalet indsats, og at der ikke tidligere har været grund til kritik af de ansatte jordmødre.