En 19-årig mand er blevet sigtet for i går at have lagt en håndgranat på Blågårds Plads på Nørrebro, hvor han på fliserne med spraymaling havde skrevet "Død over Paludan".
Den racismedømte partistifter Rasmus Paludan havde bebudet en demonstration på pladsen senere samme dag, hvilket politiet dog ikke gav ham lov til.
Den 19-årige er også mistænkt for at have været i besiddelse af en pistol.
Manden, der blev anholdt i går formiddag, er i dag blevet præsenteret for sigtelsen i et grundlovsforhør ved Dommervagten i København. Her valgte dommeren at varetægtsfængsle ham frem til 14. maj, oplyser DR's udsendte i retten.
Hans forsvarer oplyste ifølge Ritzau før retsmødet, at den 19-årige gerne ville forklare sig, men efter anmodning fra anklagemyndigheden besluttede dommeren at lukke dørene.
Efter fundet af håndgranaten og skydevåbnet besluttede Københavns Politi i går at forlænge et demonstrationsforbud for Stram Kurs og Rasmus Paludan i Københavns politikreds.
Urolighederne på Nørrebro, der brød ud efter netop en demonstration med Rasmus Paludan på Blågårds Plads, er desuden fortsat i nat, hvor der ifølge politiet blev sat ild i flere containere, skraldespande og biler.
Københavns Politi har tilbageholdt 11 personer i forbindelse med nattens uroligheder.
Rasmus Paludan har anket sin dom for racisme til landsretten, da han er uenig i dommen.
/DR Nyheder/