19-årige Cathrine sidder ved de døende: 'Jeg har altid tænkt, at vågekoner er voksne kvinder'

Flere unge har meldt sig frivilligt til at sidde ved de døende i deres sidste timer.

Cathrine Aasholm på 19 år i sin våge-uniform. Vågetjenesten er mest ude om natten, når pårørende eller plejepersonale ikke kan være ved den døende.

Midt om natten møder Cathrine Aasholm op på det lokale plejehjem. Hun har fået en sms fra Røde Kors’ frivillige vågetjeneste om, at en plejehjemsbeboer ligger for døden alene.

Hun sætter sig ved siden af sygesengen i den stille plejebolig og tager den døende i hånden. Hun kan ikke få kontakt til personen, så hun læser lidt op af Tornerose, som hun har hørt, den døende godt kan lide. Senere placerer hun en høretelefon i sit ene øre og tænder for en podcast.

Cathrine Aasholm er 19 år, og i morgen skal hun møde op i sin 3.g-klasse på Borupgård Gymnasium i Ballerup. Men de næste fire timer skal hun sørge for, at ejermanden til den rynkede hånd, hun holder om, ikke skal gå fra denne verden alene.

Hun er en del af vågetjenesten, som med deres blotte tilstedeværelse kæmper for, at ingen skal dø alene. De våger over døende, som ikke har noget familie tilbage, og dem, hvis familie har brug for en pause over natten.

Og mens det før i tiden var såkaldte vågekoner, der tog opgaven på sine skuldre, kan nutidens vågere lige så godt være yngre end kone-alderen.

- Jeg har altid tænkt, at vågekoner er voksne kvinder, og at alle ville være over 40, siger Cathrine Aasholm.

Men det skræmte hende ikke væk. Og det gør døden heller ikke.

- Man trækker lige vejret en ekstra gang

Vågere er frivillige. Og Cathrine Aasholm bliver tit spurgt, hvorfor hun gør det.

- Det er som om, unge kun vil lave ting, man kan købe sko for, siger hun, og gør det tydeligt, hvad hun er drevet af.

- Det lyder som kliché, men i 1.g fik jeg en åbenbaring om, at hvis jeg døde i morgen, ville jeg gerne have gjort verden en lille smule bedre, siger hun.

Nu kan man jo også gøre en forskel som frivillig i den lokale fodboldklub eller bibliotekets lektiecafe. Men Cathrine Aasholms frivilligjob, er det helt rette for hende.

- Jeg kender folk, som render rundt og er angst for døden og ikke kan sove om natten. Men jeg er kommet tættere på døden i en god forstand, og jeg er slet ikke bange for den, siger hun.

Som så meget andet lukkede corona for dele af vågetjenesten sidste år, så Cathrine har kun nået at våge fem gange, og hun har endnu ikke oplevet, at personen, hun vågede over, er gået bort, mens hun var der.

Asha Gregersen begyndte at våge som 24-årig i Haderslev og fortsatte, da hun flyttede til København.

Dét har Asha Gregersen til gengæld. Hun er 28 år og har med sine fire år i vågetjenesten og utallige vågetimer flere gange været et menneskes sidste håndtryk.

- Man trækker lige vejret en ekstra gang. Men det er dejligt at vide, at man kunne være der, siger hun.

I dag har Asha Gregersen det samlede overblik over alle Hovedstadens vågetjenester, hvor 44 ud af cirka 200 frivillige er under 30 år. Hun holder samtaler med ansøgere til vågetjenesten for at vurdere, om de egner sig til et så sårbart frivilligjob.

- Fordi tanken kan godt lyde rigtig smuk, men det er ikke sikkert, man kan holde til det, siger hun.

Hun kan finde et frivilligjob til alle, men nogle gange skal det ikke være i vågetjenesten. Det kræver livserfaring.

- Men det har jeg også prøvet, at ældre mennesker manglede. Livserfaring indebærer alt muligt, ikke kun at have set døden i øjnene, men at have tænkt nogle tanker om døden, forklarer Asha Gregersen.

Kan man være for ung til at våge?

Men hos vågetjenesten i Aarhus har man sat en nedre aldersgrænse for, hvor unge vågerne må være. Og den går ved 25 år.

- Jeg tænker måske, at hvis ens gamle bedstemor er ved at dø, så vil man gerne have et modent menneske ind. Eller hvis den døende er vågen, så skal der ikke komme en lillebitte, ung en ind, siger Marianne Berg, som er aktivitetsleder for vågetjenesten i Aarhus.

Aldersgrænsen var sat, allerede inden hun blev leder. Og det hænder, at de ser bort fra den, hvis den unge ansøger eksempelvis har arbejdet på et plejehjem.

Cathrine Aasholm synes ikke, at hendes 19 år gør hende for ung.

- Der er helt sikkert noget, man forstår bedre, når man er ældre. Men nu er det ikke, fordi jeg har et sundhedsfagligt ansvar, det handler bare om at være der og give noget tryghed, siger Cathrine Aasholm.

Spørger man antropolog Lone Grøn fra VIVE, som har lavet et feltstudie i vågetjenesten, er alder ikke afgørende. Det er til gengæld, ja, dit forhold til døden.

Cathrine vil gerne uddanne sig til jordemor, når hun er færdig på gymnasiet: 'Det kunne være drømmen, at bringe liv til verden om dagen og våge om natten'. (Foto: PRIVATFOTO)

- Om det er for barskt eller for hårdt handler om, hvordan folk har det med døden. Og der er flere unge mennesker, som har været med til for eksempel deres bedsteforældres død og oplevet det som noget smukt.

På sine feltstudier fulgte Lone Grøn også en ung våger, hvis venner syntes, at våge-jobbet ligefrem var en smule morbidt. Og det bekræfter, at de fleste af os prøver at holde tanker om døden på afstand.

- Det er meningsfuldt at forholde sig til døden hele vejen gennem livet. Vi ved jo, at børn er meget interesserede i at spørge ind, når de finder ud af, at der er en afslutning. Og det burde man holde ved lige, siger hun.

I mange af vågetjenestens lokale afdelinger går de op i, at de frivillige har oplevet døden på nært hold. Men det er ikke et krav.

For Cathrine Aasholm har hendes farmors død også haft afgørende betydning. Da hun lå på dødslejet, skiftedes alle familiens medlemmer til at våge over hende, også om natten.

- Det der meget sensitive stadie mellem at leve og sove ind havde meget betydning for mig. Og der talte det til mig, at ingen skal dø alene, forklarer hun.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk