19-årig idømt 12 års fængsel for drab med koben og kniv i Vanløse

En ung mand har valgt ikke at anke en dom på 12 års fængsel for et voldsomt drab i 2017.

En 19-årig mand er ved Retten på Frederiksberg idømt 12 års fængsel for drabet på den 35-årige mand i december 2017 på Randbølvej i Vanløse.

Den unge mand har valgt ikke at anke dommen.

Samtidig har retten frifundet en 57-årig grønlandsk mand, der var tiltalt for medvirken til drabet.

Ifølge anklageskriftet udsatte de to mænd den 35-årige for flere knytnæveslag i hovedet og på kroppen.

Efterfølgende slog den 19-årige mand ifølge anklageskriftet offeret i hovedet med den spidse ende på et koben, alt imens den anden tiltalte fastholdt offeret ved benene.

Offer påført 51 læsioner

Herefter stak den unge mand offeret flere gange med en kniv i venstre lår og to gange i ryggen.

Ifølge obduktionen døde den 35-årige af de to knivstik i ryggen. I alt blev offeret påført 51 læsioner.

Et enigt nævningeting fandt det ikke bevist, at den 57-årige havde medvirket til drabet, hverken med vold eller ved at fastholde offeret. Han er helt frifundet i sagen.

Ifølge den 19-åriges forklaring opstod der en kontrovers mellem ham og offeret 20. november 2017, hvor de kom op at slås.

Denne konflikt omhandlede den 19-åriges daværende kæreste og kulminerede med drabet to uger senere.

Den 19-årige har nægtet sig skyldig i drab, men erkender vold med døden til følge.

/ritzau/

Facebook
Twitter