Danmark har i løbet af de seneste ti år været indblandet i op til flere internationale missioner, og senest er syv F16-fly blevet sendt til det nordlige Irak for at deltage i indsatsen mod Islamisk Stat.
Krigene er dog ikke noget, der virker til at have en afskrækkende virkning på landets unge mænd og kvinder.
Helt nye tal fra det første halvår af 2014 viser nemlig, at stort set alle danske værnepligtige har meldt sig frivilligt.
Ifølge tallene, som Forsvaret har trukket ud for DR Nyheder, er blot 0,9 procent af de værnepligtige, eller cirka 19 personer, blevet tvunget ind og aftjene deres værnepligt på baggrund af det nummer, de trak til Forsvarets dag.
- Det er glædeligt, at det ikke er nødvendigt at tvinge så mange ind, alene på deres lodnummer, som det har været før, så det er da en dejlig udvikling, siger kaptajnløjtnant ved Forsvarets rekruttering, Morten Crone Juster.
Behov for færre
Med til historien hører dog også, at antallet af værnepligtige med vedtagelsen af forsvarsforliget i 2012 blev sænket med 800 fra 5.000 årligt til 4.200 nu.
Derudover forklarer Morten Crone Juster, at interessen, siden værnepligten blev gjort til en fire måneders basisuddannelse, er steget.
- De kan se, at det er en overskuelig tid på fire måneder. De ønsker det kammeratskab, der er i værnepligten, og måske kan samfundsudviklingen, hvor det har været svært at få jobs i de senere år, også have gjort, at det er mere attraktivt at komme ind som værnepligtig, siger han.
Ikke problem at skaffe udsendelser
Antallet af militærnægtere er også faldet i løbet af årene. Fra 2007 til 2011 faldt antallet af de modvillige fra 304 til 99. Både som følge af, at der er færre pladser, og at så mange melder sig frivilligt, men Morten Crone Juster mener også, at der er tale om en tendens.
- Det er måske en generel samfundsudvikling, hvor man mere accepterer Forsvaret og den militære del, og derfor kan vi måske se en større ansøgningspulje til værnepligten og færre, der decideret nægter, siger han.
Interessen afspejler sig ifølge Morten Crone Juster også i udsendelserne i internationale missioner, hvor Forsvaret ikke har haft problemer med at finde frivillige.
Se soldaternes egne oplevelser som udsendt i krig i tredje afsnit af DR3's nye dokumentarserie 'Min Krig' på DR3 i aften klokken 21.30.