1.910 smittede blev ikke fanget i lyntest: 'Det har aldrig været en fribillet til krammere'

Hver anden smittet får negativt svar efter lyntest, viser tal fra Statens Serum Institut.

Lyntest fanger kun lige over halvdelen af de personer, der tester positive for coronavirus i den mere præcise PCR-test. (arkivfoto) (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Mange danskere forventes i dag og i de næste dage at få taget en lyntest - en såkaldt antigentest.

En negativ coronatest, der er mindre end 72 timer gammel, er nemlig kravet, når frisører, tatovører, skønhedsklinikker og andre liberale erhverv genåbner på tirsdag.

Men en negativ lyntest er ikke en garanti for, at du ikke er smittet med covid-19. Det viser nye tal fra Statens Serum Institut, som Politiken har fået adgang til.

- Vi må desværre konstatere, at antigentests er ret upræcise til at udpege en smittet person. Vi kan se, at 47 procent af alle dem, der reelt er smittede med corona, får et negativt testsvar efter en antigentest, altså er de testet falsk negative, siger Tyra Grove Krause, afdelingschef hos Statens Serum Institut til avisen.

Fanger lige godt halvdelen

I syv uger i februar og marts blev lige over 4.000 personer testet positive med den mere præcise PCR-test, der tages i halsen. Blandt de smittede var det dog kun lige over halvdelen, der også testede positive i en lyntest. 1.910 personer fik dermed et falsk negativt svar.

Der er altså ikke tale om, at halvdelen af alle lyntest giver et forkert resultat, men at kun lige over halvdelen af de smittede fanges.

Tallene overrasker Peter Kamp Busk, som er lektor og forsker ved Roskilde Universitet og ekspert i blandt andet virustest. Tidligere undersøgelser har nemlig peget på, at lyntest fanger omkring 70 procent af de personer, der testes positive i en PCR-test.

- Hvis tallene passer, må den eneste forklaring være, at nogle af testene simpelthen bliver taget forkert, siger han. Får man ikke nok virusmateriale med fra prøven i næsen, kan testene give en falsk negativ.

Ifølge Peter Kamp Busk er problemet, at der bliver taget mange test, og at der kan gå rutine i den.

- Forestil dig, at du skal stå 6-7 timer om dagen og tage det de her næseprøver på folk, der vrider ansigtet i ubehag. Så vil der måske være nogle gange, hvor man lige tager den lidt dårligere og knap så grundigt for at skåne folk, siger han.

Randrup: Kan bruges til screening

Virolog Allan Randrup Thomsen hæfter sig ned, at PCR- og antigenprøverne i undersøgelsen ikke nødvendigvis er taget den samme dag.

- Det giver en mulighed for varians, som er større, end den vi normalt ser, siger han.

Lyntestens mindre følsomhed bør dog ikke dømme den ude, mener han.

- Vi kan godt bruge kviktestene til screening her og nu. Til at fange dem, der er mest smitsomme i det øjeblik, testen bliver taget. Men holdbarheden af resultatet er ikke ret lang, fordi hvis man er på vej i inkubationsfasen af infektionen, så vil virusmængden stige hurtigt, og det vil sige, at hvis du er negativ på antigentesten, kan du være positiv 24 timer senere, siger han.

Derfor mener han, at man bør differentiere mellem de to typer test, "så antigentest, de holder på dagen og, lad os sige, 24 timer frem".

Resultatet fra PCR-testen, der reagerer på mindre virusmængde, kan derfor bruges i længere tid, siger Allan Randrup Thomsen, der er medlem af den ekspertgruppe, der rådgiver regeringen.

'En meget grovmasket si'

Hos firmaet Carelink, der står for det offentlige tilbud om gratis lyntest i Region Syddanmark, mener direktør Brian Rosenberg, at næsetesten stadig er et vigtigt værktøj til at bryde smittekæderne.

- Det er en screeningstest, og derfor har det aldrig været en fribillet til krammere at få en lyntest. Men det er bedre end ingenting, og derfor vil jeg absolut opfordre alle til at lade sig teste, siger han.

- Det er vigtigt at lade sig teste, men det er også vigtigt, at man ikke tror, at man er frikendt. Man skal stadig tage sine forholdsregler, siger Brian Rosenberg.

Den samme besked kommer fra Statens Serum Institut.

- Vi skal betragte antigentesten som en hurtig, meget grovmasket si, der fanger de mest smitsomme, men ikke alle dem, der potentielt kan smittet, siger Tyra Grove Krause til Politiken.

Direktør for Statens Serum Institut, Henrik Ullum, peger også på at der stadig er store fordele ved antigentest.

- Vi har hele tiden vidst, at lyntest er noget mindre følsomme end PCR-test, på den anden side er de fleksible, og man får et hurtigt svar, siger han til DR.

Han påpeger også, at de, der ikke bliver fanget i lyntest, typisk ikke har så meget virus i kroppen og derfor er i mindre risiko for at smitte andre. Tallene understreger dog, at lyntest ikke kan stå alene.

- Hvis man har en negativ lyntest, så skal man ikke følge sig sikker på, at man ikke kan være smittet. Hvis man nu er i et selskab, hvor alle har lyntest, skal man stadig huske at passe på hinanden og sørger for at overholde hygiejneregler og afstand, siger Henrik Ullum.

Testudbyderen efterlyser dog mere viden om, hvornår og hvorfor den enkelte lyntest fejler. Carelink-direktøren har derfor bedt Statens Serum Institut om uddybning af tallene.

- Er der en test, som er bedre end en anden? Er der noget i den måde, vi håndterer testene på? For vi skal jo lære af det her, så vi bliver endnu bedre, siger Brian Rosenberg.

Forventer travlhed

Hos Carelink forventer man i de næste dage et stort rykind i testcentrene, da mange skal bruge den negative test tirsdag eksempelvis for at komme til den første frisørtid i månedsvis.

- Vi har udvidet vores åbningstider så vi nu har åbent fra 7 til 21. Vi har dobblet op på antallet af medarbejdere, og så har vi ellers sammen med kommunerne åbnet så mange pop-up-steder, som vi har haft mulighed for, siger han.

Han håber også, at folk vil forsøge at fordele sig over åbningstiden.

- Vores opfordring er, at man også bruger ydertimerne, og at de, der ikke behøver en negativ test til tirsdag morgen, venter med at få den taget til tirsdag eller tager den lørdag i stedet - for der bliver rigtigt tryk på søndag og mandag, siger Brian Rosenberg fra Carelink.

Opdatering: Artiklen er opdateret med kommentar fra Henrik Ullum fra Statens Serum Institut.