20 år før norsk milliardærhustru forsvandt: Tidligere soldat ville afpresse Danmarks rigeste familier

Bestseller-milliardær blev udsat for trusler og krav om tocifret millionbeløb.

(Arkiv) Troels Holch Povlsen blev forsøgt afpresset i 1998, da en gerningsmand truede hans familie på livet. Den samme gerningsmand havde andre rigmænd i sigtekornet, fortæller efterforskerne nu. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

En spektakulær forsvindingssag ramte i denne uge Norge. Onsdag kom det frem, at ukendte gerningsmænd forlanger millioner af kroner i kryptovaluta for at frigive den norske milliardærhustru Anne-Elisabeth Falkevik Hagen.

Mere end 20 år tidligere var Danmark ramt af en lignende sag med en af landets absolut rigeste familier i centrum. Dengang blev Troels Holch Povlsen, der stiftede Bestseller-koncernen, forsøgt afpresset for 12 millioner kroner. En velkendt sag, der også dengang fik megen omtale.

Men hvad der hidtil ikke har været fremme er, at efterforskerne i et hemmeligt rum under gulvbrædderne hos gerningsmanden fandt notater om og billeder af en række af landets rigeste personer.

Oplysninger, der ikke tidligere har været fremme, og som tydede på, at gerningsmanden dengang havde flere af Danmarks rigeste familier i sigtekornet.

- Jeg husker ikke præcis, hvem der var tale om. Men der var adresser på flere velhavere i blandt andet ‘whisky-bæltet’ nord for København, der kunne blive de næste ofre, hvis det viste sig, at hans plan virkede, siger Jan Brandt Jørgensen, der nu er pensioneret vicekriminalinspektør, men i 1998 sammen med tilrejsende kolleger fra Rejseholdet var med til at afsløre gerningsmanden.

Meget omhyggelig gerningsmand

Arne Siezing er i dag 76 år og nu gået på pension. Men i 1998 var han efterforskningsleder på afpresningssagen mod Troels Holch Povlsen, der i månedsvis satte milliardærfamilien under pres.

- Vi kunne ikke have klaret ret meget mere. Et par dage før han blev anholdt, overvejede jeg, om jeg ikke burde sætte en annonce i avisen og meddele, at Røde Kors fik hele virksomheden, sagde Troels Holch Povlsen dengang til BT.

Den daværende efterforskningsleder fortæller, at sagen var usædvanlig, fordi der var tale om en meget velovervejet forbrydelse.

- Gerningsmanden var omhyggelig, forudseende og vi var i gang i tre uger, før vi endelig kunne afsløre ham på baggrund af teleoplysninger, husker Arne Siezing.

Gerningsmanden, der senere viste sig at være tidligere soldat, var trængt ind på familiens gods samt hos kolleger tæt på familien. Med billeder og stjålne ting beviste han over for familien, at han uset kunne komme helt tæt på.

Han truede familien på livet og forlangte 12 millioner kroner for at holde sig væk.

Da efterforskerne efter tre ugers intens efterforskning, hvor politiets aktionsstyrke bevogtede milliardærfamilien, afslørede gerningsmanden, opdagede de et stort hul skjult under gulvbrædderne i et værelse.

Her skjulte han de stjålne effekter samt notater og oplysninger på nye, potentielle ofre.

- Så vidt jeg husker, havde han både billeder, kort og adresser, siger Jan Brandt Jørgensen i dag.

Norge: Politi ser på overvågning

Politiet i Norge offentliggjorde i går overvågningsvideoer, der viser personer gå frem og tilbage foran milliardærens arbejdsplads. Politiet har også beslaglagt store mængder videoovervågning fra tankstationer og trafikanlæg i området, skriver VG.

Ifølge Arne Seizing, der var med til at sende den danske afpresser tre et halvt år i fængsel, er det norske politi på en hård opgave, når de skal finde gerningsmændene bag den formodede kidnapning af Anne-Elisabeth Falkevik Hagen.

- Det er som at lede efter en nål i en høstak, når de hverken har kontakt med bortføreren eller andre spor. Omhyggelig granskning af videoovervågning er en af de eneste muligheder, de har. Samt at appellere til offentligheden, som de også gør, siger Arne Seizing.

Efter politiet offentliggjorde videoerne, har de modtaget mere end hundrede henvendelser fra offentligheden.

Facebook
Twitter