20-årig dræbt og fire mænd såret ved skyderi i Rungsted

Nordsjællands Politi har anholdt 14 personer efter formodet bandeopgør.

Skyderiet på Rungsted Strandvej har kostet en person livet, mens fire andre er såret.

Det fortalte Nordsjællands Politi på et pressemøde på politigården i Helsingør efter skudepisoden, der blev anmeldt klokken 18.03.

- Ved ankomsten til stedet kunne vi konstatere, at der var flere, der var blevet ramt af skud. Vi kan nu konstatere, at en person er dræbt, mens fire er såret og indbragt på hospitalet, lød det fra politiinspektør Lau Thygesen.

Den dræbte er en 20-årig mand fra Nivå, hvis familie er blevet blevet underrettet.

To af de sårede er under behandling, mens de to andre blev beskrevet som "lettere kvæstede". De fire sårede er i alderen 20 til 27 år.

Politi på Twitter: 14 er anholdt

På Twitter oplyser Nordsjællands Politi efter pressemødet, at 14 personer er blevet anholdt.

Politiet betragter skudepisoden som et opgør mellem lokale bandegrupperinger.

- Det arbejder vi ud fra, men holder selvfølgelig alle døre åbne i forhold til, om der kan være andre motiver. Men i øjeblikket ser det ud til, at de personer, der er indbragt, er banderelaterede, sagde Lau Thygesen på pressemødet.

Vidne så 'gangsteragtige' typer

Opfattelsen af, at der er tale om et opgør i bandemiljøet, deles af flere vidner, som DR Nyheder talte med tidligere på aftenen.

En af dem er Jakob Olrik, hvis taxa måtte stoppe ved afspærringen på Strandvejen efter skudepisoden.

- Der var en masse politi med skudsikre veste og automatvåben. Og der var en gruppe af lidt gangsteragtige typer, der råbte og skreg og virkede meget ophidsede, fortalte han.

En beboer i området omkring Rungsted Strandvej, Francina Poulsen, fortalte til DR Nyheder, at hun hørte i alt seks skud.

- Først hørte jeg to skud. Og så tænkte jeg ved mig selv, at det ikke var fyrværkeri. Så kom de fire andre skud. Derefter gik der omkring et sekund, og så var der et brag. Det næste, jeg hørte, var lyden af bilhorn.

Politiet beder borgere om hjælp

Nordsjællands Politi opfordrer borgere til at ringe 114 - ikke bare om selve skudepisoden, men også om andet, der kan have forbindelse til den.

- Der kan godt have været en hændelse i nærheden lige inden. Noget tyder på, at det her var en anden bølge, hvor man så valgte at bruge skydevåben, lød det fra Lau Thygesen på pressemødet.

Skriv til DR Nyheders e-mail 1212@dr.dk, hvis du har set eller hørt noget i forbindelse med episoden.

Facebook
Twitter